RANDERS: Randers har en fast tradition for ikke at opnå enighed om en budgetaftale, og i år er det blevet til et 24-7 flertal med venstrefløj og lokale lister udenfor. Indholdsmæssigt er der tale om en budgetaftale der lader de store serviceområder følge med demografien og derudover kun rummer få udvidelser af driften.
Største enkeltbeløb er 12 mio. kr. til kollektiv trafik for at kompensere stigende brændstofpriser, men kun i budgetåret 2023. For overslagsårenes vedkommende afventer man en mulig aftale mellem regeringen, KL, og Danske Regioner, og når en sådan måtte foreligge, skal der laves en ny kollektiv trafikplan for Randers Kommune. Det bliver så en del af næste års budgetforhandlinger.
På anlægssiden er der sat 9 mio. kr. af i 2023 til en ny daginstitution og yderligere 5 mio. kr. fordelt ligeligt over 2023 og 2024 til andre nye daginstitutionspladser, mens der er 6 mio kr. årligt i 2023 og 2024 til renovering af en for tiden lukket svømmehal. En ellers ønsket ny idrætshal i bydelen Dronningborg er derimod udskudt til efter overslagsårene og i stedet undersøges ikke-beløbssatte muligheder for at levetidsforlænge en eksisterende hal.
Partierne bag budgetaftalen er Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og De Radikale. Udenfor står Østbroen, SF, Velfærdslisten, Enhedslisten og Beboerlisten. Budgettet andenbehandles og besluttes endeligt på byrådsmøde 13. oktober.
Se budgetaftalen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.