Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

20 hospitalsklovne - på vej mod at blive 35

Danske Hospitalsklovnes mål er i 2015 at have uddannet yderligere 15 hospitalsklovne og dermed være i stand til at besøge endnu flere indlagte børn

Danske Hospitalsklovne har i dag 20 aktive hospitalsklovne som gennemsnitligt to gange om ugen besøger 21 afdelinger fordelt over hele landet. Besøgene er typisk af tre timers varighed. Denne indsats er langt fra tilstrækkelig. Hvert år indlægges mere end 60.000 børn på danske hospitaler. Med den nuværende kapacitet er der desværre ikke mulighed for at besøge alle de indlagte børn. Hertil kommer børn i ambulant behandling, på skadestuer, voksenafdelinger mv.

Danske Hospitalsklovnes mål er i 2015 at have uddannet yderligere 15 hospitalsklovne og dermed være i stand til at besøge endnu flere børn på danske hospitaler.

Hverken barn eller voksen
Hospitalsklovnen er en klovn - ikke et barn og ikke en voksen. Alene af den grund kan han hjælpe barnet på en hel anden måde, end vi andre kan. Hospitalsklovnen kan spejle barnets følelser såsom angst, vrede og magtesløshed og derved gøre dem acceptable. Han kan lave sjov med os andre - autoriteterne - og herigennem gøre dagligdagen på hospitalet mere menneskelig, mere overkommelig. Han kan, i hvert fald for en stund, lette sorgen og ubehaget og give plads for livsglæden.

Hospitalsklovnens arbejde består i at tilbyde barnet sit nærvær. Han har ikke et projekt, der skal gennemføres. Han er blot til stede - sammen med barnet og på barnets præmisser. Hospitalsklovnen gør aldrig noget ubehageligt. Han er ofte en kikset person, som barnet kan grine af eller skænde på. Men han er også en ven, som barnet kan stole på og måske tale med om ting, som det er svært at tale med andre om.

Hospitalsklovne i Danmark lønnes ikke af hospitalerne eller sundhedsvæsenet i øvrigt, men udelukkende med indsamlede midler.
Derfor er foreningens arbejde med at finde sponsorer, skaffe medlemmer, søge fonde og på anden skaffe penge forudsætningen for hospitalsklovnenes arbejde på danske børneafdelinger.

Dokumentarfilmen 'Klovn for livet' vises på TV2 i aften kl. 20.
Om den kræftsyge dreng Tobias og hans venskab med hospitalsklovnen Angus.