
Landets 98 kommunalbestyrelser er i stigende grad rige på erfaring og grå stænk i hårpragten. Ifølge en ny Momentum-analyse vokser kommunalbestyrelsesmedlemmerne bogstaveligt talt fra deres vælgere.
Analysen viser, at andelen af byrådspolitikere over 65 år nemlig er steget fra 4,6 pct. ved valget i 2005 til 12,8 procent ved seneste valg i 2021.
Samtidig viser analysen, at de yngre aldersgrupper udgør en mindre del af kommunalbestyrelsesmedlemmerne end i befolkningen.
Ifølge Karina Kosiara-Pedersen, lektor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, er der gode grunde til at arbejde for, at kommunalbestyrelsesmedlemmer i højere grad kommer til at afspejle deres vælgere, når det kommer til alder.
- Uanset om man kigger på køn, alder eller indkomst, så opnår man nogle fordele ved at nå en mere ligelig fordeling. Dels kan der være forskelle i interesser afhængigt af, hvor man er i livet, og det vil kunne påvirke de politiske beslutninger. Dels er der også en symbolsk betydning i, at politikerne ligner deres vælgere, fordi det understøtter de demokratiske institutionernes legitimitet, når vælgerne kan spejle sig i deres repræsentanter, siger hun til Momentum.
Holdninger trodser alder
Et nyt studie fra Aarhus Universitet peger på, at mens vælgere og politikere ikke ligner hinanden særlig godt på alder, så ligner de hinanden ganske godt på et andet vigtigt punkt; nemlig deres holdninger.
- Argumentet for, at politikerne helst skal ligne deres vælgere på alder, køn, uddannelse og andre deskriptive karakteristika, er ofte, at vi implicit tænker, at politikere, der ligner deres vælgere, også er bedre til at repræsentere vælgerne. Men vores studie viser, at politikerne i hvert fald godt kan mene det samme som deres vælgere, selvom de er ældre, har længere uddannelser og oftere er mænd, siger en af forskerne bag studiet, Marc Sabatier Hvidkjær.
Forskerne har kigget på 6.723 kommunalvalgskandidaters svar i Altingets og DR’s kandidattest før valget i 2021 og sammenlignet dem med 28.817 danske vælgeres svar i en spørgeskemaundersøgelse, hvor de danske vælgere blev spurgt om de samme spørgsmål, som kommunalvalgskandidaterne havde svaret på.
Studiet når frem til, at der overordnet set ikke er de store forskelle på, hvad politikerne mener, og hvad deres vælgere mener.
Forskellen er på 11 procentpoint, og det betyder, at hvis to kommunalbestyrelsesmedlemmer i en gennemsnitlig kommunalbestyrelse skiftede holdning, så ville politikerne og vælgerne være helt enige, skriver Momentum.
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.