
KØBENHAVN: Københavns Kommune tilbyder hjælp til voksne borgere med ADHD/ADD, der har brug for redskaber til at gøre hverdagen lettere, men ventetiden til undervisningstilbuddet er i dag meget lang.
- Tusindvis af københavnere lever med en diagnose som ADHD eller ADD, og rigtig mange trives heldigvis godt i en normal hverdag med arbejde eller uddannelse. Men for nogle kan udfordringerne være så svære, at de gør hverdagen med job, relationer og vigtige gøremål rigtig svær. Derfor dur det jo ikke, at man i dag møder ventetider, der kan tælles i måneder, ja nærmest år, før man får hjælp. Det gør vi noget ved nu, siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).
Det er i forbindelse med forhandlingerne om den resterende del af dette års budget, at aftalepartierne tidligere på foråret afsatte 4,5 mio. kr. ekstra til at øge kapaciteten til undervisningstilbuddet til voksne københavnere med ADHD/ADD.
Midlerne skal gå til at ansætte nye medarbejdere og til at udvide de fysiske rammer i Center for Mental Sundhed.
Ventetid er vokset med stigende efterspørgsel
I dag er ventetiden på op til 16-18 måneder, når en borger med diagnosen henvises til kommunens undervisningstilbud. Og det er især det højere antal henvisninger, der har gjort udslaget. I 2022 blev ca. 430 borgere henvist til tilbuddet, men antallet var fordoblet i 2024.
- Tilbuddet handler om hjælp til selvhjælp og om at give borgerne nogle værktøjer til at leve bedre med ADHD. Jeg er virkelig glad for, at vi nu endelig får gjort noget ved de ventelister, som har været alt for lange alt for længe, siger Cille Hald Egholm (V), som er medlem af socialudvalget.
På sigt er målet at nedbringe den gennemsnitlige ventetid til maksimalt seks uger.
Samtidig med kapacitetsudvidelsen er ADHD/ADD-tilbuddet blevet flyttet fra Center for Specialundervisning for Voksne i Børne- og Ungeforvaltningen til Center for Mental Sundhed, som hører under Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.