
Justitsminister Peter Hummelgaards (S) nye bog "Der er noget, vi skal tale om" har sat vold i hjemmet og vold mod børn højt på dagsordenen.
Tal fra Børns Vilkår viser, at cirka hvert femte barn i Danmark bliver udsat for vold i hjemmet og næsten hver fjerde har oplevet psykisk vold fra forældre, stedforældre eller plejeforældre en eller flere gange i løbet af det seneste år.
Nu har Lev Uden Vold udgivet rapporten 'Børn i familier med vold – danske kommuners tiltag,' der belyser, hvordan danske kommuner arbejder med at forebygge og håndtere vold mod børn.
Særligt tre kommuner, Roskilde, Aarhus og Hedensted, er fremhævet som gode eksempler på, hvordan en tidlig indsats og tværfagligt samarbejde kan gøre en forskel.
- Det er vigtigt, at vi sætter fokus på, hvordan kommunerne kan sikre børns trivsel og beskytte dem mod vold, siger Louise Glerup Aner, chef for viden og formidling ved Lev Uden Vold, til DK Nyt.
Tidlig indsats er afgørende
I Roskilde har man styrket samarbejdet på tværs af faggrupper, som lærere, sundhedsplejersker og socialrådgivere.
Aarhus Kommune arbejder tæt sammen med familierne og satser på stærke relationer mellem børn, forældre og fagpersoner. Og i Hedensted handler det om at samle fagfolk hurtigt, så børn ikke skal vente på hjælp.
Det, de tre kommuner har tilfælles, er, at de udmærker sig på tidlig indsats.
- Tidlig indsats er afgørende for, hvor store konsekvenser det får for barnet på sigt. Der er flere familier, hvor man med en tidlig indsats godt kan nå at vende situationen, siger Louise Glerup Aner.
Børn, der vokser op med vold i hjemmet, tager det med sig videre i livet. Det fastslår Børns Vilkår i deres seneste undersøgelse.
Et behov for flere specialiserede tilbud
Rapporten peger også på, at ikke alle kommuner har mulighed for at tilbyde specialiserede behandlingstilbud til børn, der lever med vold i hjemmet.
Særligt i mindre kommuner kan det være en udfordring at skabe tilbud, der er skræddersyet til forskellige behov, fordi antallet af sager er lavt.
- Hvis vi kigger nærmere på behandlingstilbud, kan vi se, at det er svært for nogle kommuner, særligt de små kommuner, at tilbyde voldsspecialiserede tilbud.
Her vælger flere kommuner at samarbejde med større nabokommuner for at sikre børn og familier adgang til den nødvendige hjælp.
I kommende artikler beskriver vi, hvad Roskilde, Aarhus og Hedensted konkret har gjort.
Læs rapporten her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.