
RØDOVRE: 150 Rødovre-familier er med i en forsøgsordning med mere affald til genbrug, 'SkraldeTanterne', hvor de skal sortere deres affald i todelte beholdere. Når ordningen indføres for alle i foråret 2013, vil det give 3.500 tons mere affald til genbrug. Det oplyser kommunen.
Fra uge 7 bliver det lettere for de første 75 familier at sortere deres genanvendelige affald. De har meldt sig som deltagere i en forsøgsordning, hvor de skal være med til at indsamle erfaringer med de nye todelte skraldespande. Og om en måned begynder endnu 75 familier at sortere, da der har været så stor tilslutning til forsøgsordningen, at kommunen har valgt at udvide forsøget til godt 150 familier.
Med den nye ordning bliver Rødovre en af de første kommuner, som giver borgerne mulighed for at sortere så mange typer affald i beholdere ved husstanden. Nu kan affaldet ryge direkte fra køkkenet ud i beholderne, og man slipper for besværet med at opbevare affaldet i køkkenet eller kælderen, bundte aviser og stille frem i klare plastsække.
Ifølge et EU-direktiv skal kommunerne senest 2015 have indført indsamlingsordninger for papir, plast, glas og metal. Det krav er opfyldt via indsamlingen på genbrugsstationerne, men senest i 2020 skal mindst 50 pct. af materialerne genanvendes. Det er dette krav, som Rødovre vil imødekomme.
- Miljøet er en af de store vindere med 3.500 tons mere til genanvendelse frem for forbrænding. Det er nødvendigt, at vi ændrer vores vaner og bliver endnu bedre til at sortere, hvis vi skal nå vores ambitiøse mål, siger Svend Erik Pedersen (SF), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget.
Også det fysiske arbejdsmiljø bedres
Det er ikke kun kravene om, at vi skal genanvende mere af vores affald, som ligger til grund for Rødovres ønske om at indføre et nyt affaldssystem. Hensynet til skraldemændenes fysiske arbejdsmiljø er også et vigtigt argument. Med de nye beholdere slipper skraldemændene for at løfte og håndtere det affald, som nu bliver smidt direkte i beholderne.
Formålet med forsøgsordningen er at indsamle erfaringer med både beholdere, tømningsfrekvens og informationsmateriale. De 150 familier vil derfor løbende blive spurgt, hvordan de oplever hverdagen med 'SkraldeTanterne', og de vil sandsynligvis også opleve, at der sker justeringer af ordningen i forsøgsperioden.
- Vi er klar over, at det bliver en udfordring for os alle sammen, at vi skal til at ændre vaner og sortere mere af vores affald. Borgernes mening og erfaringer er vigtige for os, og vi er meget positivt overraskede over, hvor mange familier, som har kontaktet os for at være med i forsøgsordningen. Vi er rigtigt glade for, at de vil bidrage med deres erfaringer til at hjælpe os med at udforme den endelige ordning, siger Svend Erik Pedersen.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.