15 plejehjemsbeboere blev smittet i sidste uge
Plejehjemsbeboere med bekræftet covid-19 fordelt på prøvetagningsdato siden starten af marts.
Foto: Statens Serum Institut

15 plejehjemsbeboere blev smittet i sidste uge

Der var nye smittede beboere på otte plejehjem i sidste uge - det højeste antal siden midt i maj. 56 ansatte på plejehjem testet positiv i sidste uge.

Selvom der har været overvægt af unge og yngre voksne blandt de smittede de seneste uger, bevæger smitten sig nu også i stigende grad ind på landets plejecentre.

Sidste uge blev 15 beboere testet positiv for covid-19. Det viser nye tal fra Statens Serum Institut. Det skal ses i forhold til, at der i forrige uge blev fundet tre smittede beboere, mens der i de foregående fem uger blev fundet i alt to smittede.

De 15 smittede i sidste uge er fordelt på otte plejehjem - fire i Region Hovedstaden, tre i Midtjylland og en i Sjælland, viser opgørelsen.

De otte er det højeste antal siden uge 20 midt i maj, hvor ni plejehjem blev berørt. Det er dog stadig betydeligt under de værste uger i foråret. Værst så det ud i ugen omkring 1. april, da 144 beboere på 43 plejehjem blev testet positiv.

Sidste uge blev 56 ansatte på landets plejehjem m.v. testet positive, oplyser Sundhedsstyrelsen. De blev fundet blandt 3.707 ansatte, der blev testet.

Til sammenligning blev 122 ansatte i sundhedsvæsenet sidste uge testet positiv, heraf 95 hospitalsansatte.

Besøgsforbud og -restriktioner

Den øgede smitte på plejehjemmene har betydet, at flere plejehjem nu indfører besøgsforbud eller besøgsrestriktioner.

Det er kun Styrelsen for Patientsikkerhed, der kan udstede påbud om besøgsrestriktioner eller besøgsforbud på plejehjem og sygehuse m.v., understreger styrelsen. Den lokale myndighed og de pågældende institutioner skal herefter implementere restriktionerne eller forbuddet i henhold til den tekst, der fremgår af påbuddet.

- Et besøgsforbud er et alvorligt indgreb i privatlivet, som både de ældre og deres pårørende bliver påvirket af. Derfor skal det kun benyttes, når det er absolut nødvendigt. Det er vi i Styrelsen for Patientsikkerhed meget opmærksomme på, siger styrelsens konstituerede direktør, Anette Lykke Petri.

Besøgsforbud er i øjeblikket indført på seks plejehjem i landet, hvor der er konstateret smitte med coronavirus, skriver Ritzau: ét i Hvidovre, to på Frederiksberg ét i København, ét i Lejre samt ét i Varde.

Det betyder, at der som udgangspunkt ikke må være besøg, dog må den nærmeste pårørende stadig komme, og der må aflægges besøg i kritiske situationer.

Besøgsrestriktioner gennemføres for hele kommuner, og de er indført i en lang række kommuner, blandt andet i alle 17 hovedstadskommuner, som også er ramt af de nye restriktioner om blandt andet natteliv. Seneste har også Aalborg fået påbud om at indføre besøgsrestriktioner, oplyser kommunen.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev