15.000 tilfældigt udvalgte inviteres til coronatest i august
De repræsentative test i de hvide telte landet over blev sat på pause, da fremmødet var meget lille. Nu er seruminstituttet klar med et nyt setup, hvor 15.000 borgere inviteres til test både for aktuel smitte og for antistoffer efter tidligere infektion.
Foto: Liselotte Sabroe, Ritzau Scanpix

15.000 tilfældigt udvalgte inviteres til coronatest i august

Som noget nyt vil man teste både for aktuel smitte og for antistoffer.
13. JUL 2020 6.55
TEMA: Corona

15.000 personer vil til august blive inviteret til at blive testet for, om de har eller har haft coronavirus. Det sker, når Statens Serum Institut genoptager de såkaldte repræsentative test i en ny form, oplyser seruminstituttet i et svar til Ritzau.

Testene, der skal give et billede af epidemiens udvikling hos et tilfældigt udsnit af befolkningen, blev sat på pause i juni efter at meget få af de indkaldte dukkede op og lod sig teste. Blot 12,9 pct. af borgerne mødte op til test for coronavirus, da de 31. maj blev indkaldt til test i de hvide telte i 16 byer landet over.

Nu er instituttet klar med et nyt setup, der skal sikre en større deltagelse.

'Det er planlagt at opstarte invitation af 15.000 borgere til undersøgelse fra uge 34. Her vil de blive tilbudt test for både aktuel smitte og antistoffer,' skriver faglig direktør Kåre Mølbak til Ritzau.

Det nye er, at man denne gang vil teste folk både for aktuel smitte og for antistoffer.

'Vi håber på og regner med, at kombinationen med antistoftest vil være et incitament for at deltage', hedder det. Kåre Mølbak skriver også, at de repræsentative undersøgelser 'ikke er afgørende for at følge udviklingen på nuværende tidspunkt'.

'I den gunstige situation, som Danmark befinder sig i, betragter vi derfor de repræsentative undersøgelser som et værdifuldt supplement, men ikke en hovedhjørnesten i overvågning af epidemien,' skriver Kåre Mølbak.

Professor i virologi Allan Randrup Thomsen fra Københavns Universitet mener, atdet er en god idé at teste 15.000 danskere for antistoffer, så man kan danne sig et indtryk af, hvor mange der har været smittet. Men når det gælder test af den samme gruppe for aktuel smitte, er det nye setup ifølge virologen et tilbageskridt i forhold til den oprindelige plan, hvor de repræsentative test skulle udføres på ugentlig basis.

- Det giver et øjebliksbillede, men ikke den løbende overvågning, der var lagt op til. Så man går lidt på kompromis med, hvad der videnskabeligt havde været optimalt, siger Allan Randrup Thomsen om den nye plan.

Ritzau

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt