Lærere i folkeskolen skal fra dette skoleår screene elever i 1. klasse, hvis de vurderer, at det er nødvendigt. Dette tiltag skal hjælpe de højtbegavede elever, som ofte mistrives i undervisningen, fordi de mangler udfordringer.
Det siger Dea Franck, der er privatpraktiserende psykolog og en del af den ekspertgruppe, der har været med til at udforme det nye screeningredskab.
- Der har været en tendens til at tænke: Nå, men de klarer sig selv, de kan få mere af det samme, eller de kan få et tidligt frikvarter. Man har altså ikke haft fokus på at understøtte højtbegavede tilstrækkeligt.
- De er blevet misforstået rigtig meget, og det har desværre ført til, at flere af dem er gået i mistrivsel på grund af det og simpelthen bliver forsømt i deres udviklingsmæssige behov, siger hun.
Ca. én i hver klasse
Cirka 33.000 danske skoleelever er højtbegavede eller har særlige forudsætninger. Det svarer til én i hver klasse i folkeskolen ifølge Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive).
Det er disse elever, det nye screeningsredskab skal bidrage til at finde. Det består af tre tjeklister med en række spørgsmål til skolens pædagogiske personale, eleven og forældrene.
Listerne er udarbejdet af en ekspertgruppe, som har haft en arbejdsgruppe med til at teste og komme med inputs.
Det er dog ikke kun vigtigt at finde ud af, om børn er højtbegavede. Det er lige så vigtigt at vide, hvordan disse børn skal undervises. Det siger Andreas Rasch-Christensen, der er forskningschef ved Via University College.
- Vi har nogle relativt velbeskrevne pædagogiske indsatser i forhold til ressourcesvage elever, men det har vi ikke på samme måde i forhold til de højtbegavede elever, og det er et problem, siger han.
Læringsportal med ekstraopgaver
Dea Franck understreger, at lærere ikke behøver at ændre deres undervisning markant for at imødekomme de højtbegavede børns behov. Det handler i høj grad om at tilføje små ekstra udfordringer og øge kompleksiteten i opgaverne til de højt begavede.
Til dette formål er der udarbejdet materiale på læringsportalen Emu, hvor lærere kan finde inspiration til, hvordan de ekstra opgaver og øvelser til de højtbegavede børn kan integreres i undervisningen.
Alle elever er forskellige, og høj begavelse kommer til udtryk på forskellige måder. Tegn på høj begavelse hos børn kan blandt andet være, at de lærer meget hurtigt, har et højt abstraktionsniveau, en særdeles god hukommelse og et voksent sprog i en tidlig alder.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.