Hvad er det, der tiltrækker kommunale medarbejdere og giver dem lyst til at blive i deres job? I en stor spørgeskemaundersøgelse - blandt mere end 5.000 medarbejdere i alle landets kommuner - har kommunernes fælles udvilklingscenter, Komponent, forsøgt at forstå de ansattes perspektiv og tanker om kommunerne som en attraktiv arbejdsplads.
Overordnet set finder undersøgelsen, at 91 pct. af medarbejderne oplever deres arbejde som meningsfuldt, men til trods for det kan 46 pct. ikke forestille sig at være i jobbet om fem år.
Undersøgelsen dykker ned i de tre emner tiltrækning, onboarding og tilknytning og ser på, hvad forskellige faktorer har af betydning for, at man har lyst til at arbejde i forskellige sektorer i kommunerne.
Medarbejderne søger mening
De tre vigtigste faktorer, som gør, at medarbejdere bliver tiltrukket af et job, er: et meningsfuldt job, udviklingsmuligheder og spændende opgaver. Hhv. 44, 41 og 41 pct. svarer, at de tre faktorer er vigtige.
Der er dog forskelle, alt efter hvilke fagområder man arbejder inden for, samt hvilken alder respondenterne har, mht. hvilke tiltrækningsfaktorer der er vigtige.
"Der ses et mønster af, at fagområder med høj grad af daglig borgerkontakt vælger *meningsfuldt arbejde* som den største tiltrækningsfaktor, eksempelvis de specialiserede områder, skole og dagtilbud", står der i undersøgelsen.
Yngre ansatte lægger derudover tilsyneladende vægt på andre faktorer. En tredjedel af dem under 42 år siger, at work-life-balance er vigtig for dem.
Kun 12 pct. af alle respondenter siger, at løn er en vigtig faktor, når de skal vælge deres kommende job. Det er således én af de mindst vigtige faktorer overordnet for alle kommunale medarbejdere. Det gælder dog ikke for de yngre ansatte. En tredjedel af dem, der er mellem 18 og 25 år, siger, at løn er en vigtig faktor.
Undersøgelsen har også spurgt ind til, hvad klima og klimareduktion har af betydning for de kommunalt ansatte. For 42 pct. har det stor eller meget stor betydning, at arbejdspladsen aktivt arbejder på at reducere det danske/kommunens lokale klimaaftryk.
En god start er vigtig
Når medarbejderne så har fundet vej til arbejdet i kommunerne, har oplæringen - i undersøgelsen kaldt onboarding - en vigtig betydning for, hvordan medarbejderne trives, og om de ser sig selv blive i samme job i fremtiden.
72 pct. af respondenterne er tilfredse med den onboarding, de har modtaget, hvilket er positivt. Der er nemlig en "signifikant positiv sammenhæng mellem at være tilfreds med opstarten og at se sig selv længere tid i jobbet". Derudover er medarbejdernes motivation og engagement i arbejdet højere.
Omvendt er der også en signifikant negativ sammenhæng mellem utilfredshed med onboarding relateret til sandsynligheden for at blive hos arbejdsgiveren.
Hver fjerde adspurgte har tidligere forladt et job, fordi de ikke oplevede at blive hjulpet godt nok ombord.
Det dynamiske arbejdsmarked
Tilfredshed med onboarding øger tilmed sandsynligheden for, at man ser sig i jobbet om både et og fem år. Men til trods for, at størstedelen var tilfredse med deres onboarding, så er det langtfra lige så mange, der forestiller sig at være i jobbet om et eller fem år.
18 pct. forestiller sig ikke at være i deres job om et år, og 46 pct. forestiller sig ikke at være i det om fem år.
Ergoterapeauter, socialrådgivere og sagsbehandlere var de faggrupper i undersøgelsen, der i højeste grad ser sig selv i jobbet i fremtiden.
Sygeplejersker og pædagoger var dem, der i laveste grad ser sig selv i samme job i fremtiden.
Ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering skiftede næsten en million danskere job i 2022. "Det er i højere grad blevet et dynamisk arbejdsmarked, hvor medarbejdernes ansættelser er kortere end tidligere", skriver Komponent.
Fastholdelse af medarbejderne
Efter at have skiftet job kunne 63 pct. af respondenterne godt forestille sig at vende tilbage til deres nuværende arbejdsplads. Hvis man dog ønsker at fastholde ens medarbejdere, så svarede de i undersøgelsen, at engagement, mening, godt kollegaskab og god ledelse, var de faktorer, der øgede sandsynligheden for, at de kunne se sig selv i jobbet i fremtiden.
Ligeledes er utilfredshed med nærmeste leder og overordnet ledelse blandt de primære årsager til at forlade et job på tværs af alle respondenter.
Også angående tilknytning til arbejdet er der forskelle på tværs af aldersgrupperne. Yngre medarbejdere vil gerne have fleksibilitet i form af mulighed for orlov og arbejde væk fra arbejdspladsen.
Det, der derimod giver seniorerne lyst til at blive, er primært muligheden for deltid, at arbejdet bliver tilrettelagt ift. behov, og at de fortsat bliver betragtet som en aktiv medspiller på arbejdspladsen.
Du kan læse hele undersøgelsen her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.