BILLUND: Socialdemokratiet er delt i tilslutningen til den budgeaftale, som partiet har indgået med Venstre. Uenigheden skyldes de to partiers ønske om at centralisere den kommunale tandpleje - en ønske som ikke deles af Arne Spangfort Christensen (S), der stemte imod budgetaftalen ved byrådets førstebehandling forleden, og heller ikke af Jørn Poulsen (løsgænger, eks-V), der blev ekskluderet af sit parti for at gå imod, da forslaget var i byrådet i sidste måned.
Tandpleje-forslaget var en del af konstituteringsaftalen, og med nej'et til budgetaftalen læner den socialdemokratiske enegænger sig formentlig også op ad en eksklusion. De Konservative var også en del af konstitueringsaftalen, men er alligevel ikke med i budgetaftalen.
Til den nye tandplejestruktur er der afsat 30 mio. kr. hen over budgetåret 2023 og overslagsårene, og ellers byder budgetaftalen indholdsmæssigt på 40 nye vuggestuepladser og 20 børnehavepladser i midlertidige pavilloner til en pris af 3 mio. kr. i 2023 og 8 mio. kr. fordelt hen over de tre overslagsår plus 2 mio. kr. i anlægsudgifter i 2025.
På det specialiserede socialområde tilføres der på børneområdet 4 mio. kr. årligt fra 2023 og frem, og på voksenområdet 2 mio. kr. i 2023 stigende til 7 mio. kr. i det sidste overslagsår 2026.
Bag budgetaftalen står de ni tilbageværende medlemmer af Venstre og otte af indtil videre ni socialdemokrater. Udenfor står foruden de tre K-byrådsmedlemmer også Dansk Folkeparti og Lokalpolitisk Forum med hver et enkelt byrådsmedlem, samt løsgængerne Mogens Jørgensen (eks-DF) og Jørn Poulsen (eks-V) foruden S-enegængeren Arne Spangfort Christensen. Budgettet andenbehandles og besluttes endeligt i byrådsmøde 4. oktober.
Se budgetaftalen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.