126 flugter fra psykiatrisk afdeling er registreret på to år

S og regioner håber, at finanslovsmillioner vil løse problem med flugter fra psykiatrisk afdeling.

I løbet af de seneste to år er det 126 gange lykkedes retspsykiatriske patienter at stikke af fra en psykiatrisk afdeling. Det skriver Jyllands-Posten, der har indsamlet tal fra landets fem regioner.

Langt hovedparten – 106 rømninger – blev i perioden 1. januar 2018 til og med november i år registreret på almene psykiatriske afsnit.

Opgørelsen kommer, kort efter at en 24-årige bandeleder stak af fra retspsykiatrisk afdeling i Slagelse i november, der satte gang i en større politiaktion.

Psykiatriordfører Liselott Blixt (DF) kalder tallene for antallet af rømninger for voldsomme.

- Det er uacceptabelt. Jeg vil tage fat i ministeren, fordi vi bliver nødt til at vide, hvad man gør i regionerne for at undgå rømninger. Nogle af de her mennesker er jo til fare for sig selv og andre, siger Liselott Blixt til Ritzau.

I 2016 – det seneste år, Danske Regioner har tal for – blev der registreret 73 rømninger af retspsykiatriske patienter.

Ifølge Sophie Hæstorp Andersen (S), regionsformand i Region Hovedstaden og formand for psykiatriudvalget i Danske Regioner, vidner de mange rømninger fra almene afsnit om retspsykiatriens udfordringer.

- Det viser, at psykiatrien er presset af den stigning, der har været i antallet af retspsykiatriske patienter over de seneste år, og i forhold til sengepladser generelt.

- Det betyder, at retspsykiatriske patienter opholder sig på almene afsnit, selv om vi nogle gange gerne vil have dem over i et retspsykiatrisk afsnit, siger hun til Jyllands-Posten.

Hun forventer, at nogle af de 2,4 mia. kr., som over de næste fire år er øremærket psykiatrien via finansloven, vil gå til flere retspsykiatriske sengepladser.

Det har ikke været muligt for Jyllands-Posten at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Socialdemokratiets sundhedsordfører, Rasmus Horn Langhoff, siger til avisen, at flere retspsykiatriske sengepladser vil være 'et helt oplagt tema', når midlerne fra finansloven skal udmøntes.


Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt