dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

12 års nag er slut: V og K finder sammen i Lyngby-Taarbæk

Tre valgperioder efter et historisk byrådskup ved KV09 er der nu forståelse og valgforbund mellem de to borgerlige partier.
19. MAR 2021 7.26

Gammelt nag i byrådene kan præge samarbejdet og kulturen i flere år og i flere valgperioder, se bare til Slagelse, Randers, Nyborg eller Stevns. Således også i Lyngby-Taarbæk, hvor Venstre ved KV09 fik en borgmester ved et højdramatisk kup, der væltede en K-borgmester.

Men nu er de to blå partier, der på landsplan er dominerende, fundet sammen igen - i et valgforbund, hvor V bakker op om og peger på siddende borgmester Sofia Osmani (K), beretter Det Grønne Område.

Dengang i 2009 foregik kuppet for rullende TV2-kameraer under det konstituerende møde, hvor borgmester Rolf Aagaard Svendsen (K) troede, han havde et flertal bag sig, men på selve mødet blev overrumplet og præsenteret for et nyt flertal bag Venstres Søren P. Rasmussen.

Dermed fik Socialdemokraterne hævn for, at K dagen efter valget havde brudt en skriftlig aftale med SF og S, som ville have gjort SF's Hans Henrik Madsen til borgmester. S gik med i en bred konstituering bag Søren P. Rasmussen sammen med SF, De Radikale og DF.

Kuppet i 2009 betød et brud med årtiers konservativt styre - i perioder støttet af S. Men bare fire år efter ved KV13 tabte Rasmussen til Osmani, der fik S tilbage i samarbejdet og har øget K's styrke, mens V var på et sidespor og fik et større nederlag ved KV17 - fra fem til to af de 21 pladser. Og efter afskalning af de sidste to er der slet ingen fra V i byrådet.

Men med Søren P. Rasmussen fraflyttet kommunen, udskiftning i V-bestyrelsen og en ny spids i regionsrådsmedlem Christine Dal er der altså nu fred og pragmatisme tilbage igen. Ifølge lokalavisen er listen Bydelenes Stemmer også med i valgforbundet med K og V, mens LA og NB har sit eget, og DF indtil videre står alene.

I nabokommunen lige nord for - Rudersdal - er der mere traditionelt borgerligt samarbejde. Her er borgmester Jens Ive (V) nu genvalgt som spids, oplyser sn.dk. V har otte af de 23 pladser og har haft borgmesterposten siden 2007 - i denne periode med støtte fra de fire fra K. Lige nok.

Hos K er Ann Sofie Ohrt ny spids, mens S stiller med Kristine Thrane øverst. Ved KV17 fik Ive med 2.783 flest personlige stemmer foran Thrane med 1.362, Trine Dybkjær (Lokallisten) med 943, Daniel E. Hansen (V) med 844 og Kenneth Birkholm (K) med 816. Birkholm måtte ud af byrådet i 2018 efter en betinget fængselsdom i en momssag. 

Vi slutter af med Venstre i en anden hovedstadskommune, hvor V i lighed med Lyngby-Taarbæk slet ikke er repræsenteret (efter et partihop) - Rødovre. Her kan Rødovre Lokalnyt berette, at V-spids Mikkel Molin helt vil droppe valgplakater af miljøhensyn og tænker på, hvordan resterne af møre plader og lasede plakater vil svine efter valget. Det er S, der har borgmesterposten, ikke med på.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/12-aars-nag-er-slut-v-og-k-finder-sammen-i-lyngby-taarbaek

GDPR