
FOLKEMØDET: Franciska Rosenkilde sagde det selv meget præcist som det første i sin partiledertale ved Folkemødet i Allinge på Bornholm fredag:
- Jeg er ny politisk leder af Alternativet. Men Alternativets politik og projekt er det samme, som det altid har været. At bidrage til at skabe en seriøs bæredygtig omstilling af vores samfund.
Det er kun lidt over fire måneder siden, at Rosenkilde blev valgt som leder for partiet, som efter folketingsvalget i 2019 har været i krise. Fire af partiets fem valgte folketingsmedlemmer har forladt Alternativet, som nu kun har Torsten Gejl tilbage på Christiansborg.
Franciska Rosenkilde er den tredje leder for partiet siden det seneste folketingsvalg. I meningsmålingerne er partiet et godt stykke under spærregrænsen på to pct., men trods de triste kendsgerninger fraviger Alternativet ikke den vante kurs. Heller ikke med Franciska Rosenkilde i front.
- Klimakrisen er den altoverskyggende udfordring, vi står med i dag. En udfordring, som vi er nødt til at tage alvorligt. For vi må huske på, at vi har ikke arvet planeten af vores forældre - vi har lånt den af vores børn. Så alting bør starte med klimakrisen. Og det vil jeg også gøre nu. Og ja, vi taler altid om klimaet i Alternativet - men det fordi, at vi som samfund stadig ikke lever op til vores ansvar, sagde hun i sin partiledertale.
Vil af med det ødelæggende landbrug
Alternativet fik i den grad klimaet på den politiske dagsorden, men er siden hen blevet overhalet indenom af andre partier, der har taget klimadagsordenen til sig. Alternativet ønsker et andet dansk landbrug.
- Lige nu fylder landbruget mere end 60 pct. af vores land og står for en fjerdedel af vores samlede CO2-forurening. En fjerdedel. Og landbruget er ikke bare CO2-tungt. I dets nuværende konventionelle form er det også ødelæggende for vores natur, drikkevand og biodiversitet. Alternativet ønsker et landbrug, der fokuserer på at producere planter til mad til mennesker. Og at de gør det uden sprøjtegifte, sagde Franciska Rosenkilde.
Alternativet ønsker desuden et landbrug, hvor dyr går på græs, og hvor bure er fortid. Og et samfund, hvor der spises anderledes.
- En bæredygtig udvikling kræver, at vi som danskere skal spise anderledes. I fremtidens samfund vil vi i langt højere grad leve af at spise mad, der kan dyrkes på markerne og i drivhusene. For eksempel korn, bælgfrugter, rodfrugter, urter, spirer, frø, tang. Og lad os starte den omlægning i de offentlige køkkener. Så når vi er i skole, i medarbejderkantinen, på hospitalet, så er maden sund, velsmagende og klimavenlig. Lavet af danske økologiske planter, sagde Franciska Rosenkilde.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.