
Som led i genåbningen af Danmark kan mange børn og unge igen dyrke deres fritidsinteresser.
Det gælder dog indtil videre ikke for eleverne på landets musik- og kulturskoler. Her er der endnu ikke åbnet op, og samtidig er der ikke en dato for, hvornår skolerne må genåbne. Men der skal nok komme en snarlig afklaring, lover kulturminister Joy Mogensen.
I landsorganisationen for Danske Musik- og Kulturskoler ærgrer det formand Thomas Winther, at skolerne endnu ikke har fået lov til at genåbne, og at der tilsyneladende heller ikke er nogen plan for, hvornår de kan det.
- Det har betydning for de omkring 100.000 børn, som går i vores skoler, at de ikke kan komme til at dyrke deres fritidsinteresse på samme måde som de børn, der har interesse i at spille fodbold, badminton eller håndbold, siger Thomas Winther.
Forstår
Kulturminister Joy Mogensen (S) forstår frustrationen på musik- og kulturskolerne.
- Jeg vil bare sige, at hverken regeringen eller Folketingets partier har glemt de mange børn og lærere, der er med til at skabe det her musik- og kulturskoleliv, der har kæmpe betydning i lokalsamfundet.
- Jeg kommer med en afklaring så hurtigt, som det overhovedet er muligt, så musikskolerne kan planlægge deres åbning, siger hun.
Ministeren oplyser, at sundhedsmyndighederne har regnet på en genåbning af musik- og kulturskolerne. Det er ifølge hende alene et spørgsmål om at få klarlagt, om gruppen hører til i kategorien for fritidsaktiviteter for børn og unge eller øvrig indendørs idræt.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.