Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job
Foto: Ida Guldbæk Arentsen, Ritzau Scanpix

Kristian Jensen ud af politik, skal arbejde for Danmark i FN

Den tidligere udenrigsminister skal sikre Danmark en plads i FN's Sikkerhedsråd.

Venstres tidligere næstformand Kristian Jensen forlader politik for i stedet at blive FN-lobbyist, skriver flere medier. Kristian Jensen skal stå i spidsen for en indsats, der skal sikre Danmark en plads i FN's Sikkerhedsråd i perioden 2025-2026.

Udnævnelsen vil blive meddelt officielt tirsdag, hedder det. Den kommer, efter at regeringen har gjort det muligt at placere tidligere politikere på diplomatiske poster i undtagelsestilfælde og i en tidsbegrænset periode. Udnævnelsen af Kristian Jensen gælder således for tre år.

Hans særlige kvalifikation til posten er hans fortid som udenrigsminister, hvilket pr. automatik giver ham tyngde i forhandlinger med repræsentanter for andre nationer. FN's Sikkerhedsråd har fem permanente medlemmer - USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig - og ti skiftende, hver udpeget for to år ad gangen.

Det er en af disse pladser, Danmark går efter. Kristian Jensen gjorde sig som udenrigsminister bemærket over for et af de permanente medlemmer, da han allerede tilbage i 2015 i et berømt klip kaldte Joe Biden for præsident, mens han endnu blot var Obamas vicepræsident.

Danmark har tidligere haft plads i Sikkerhedsrådet fire gange: i 1953-1954, i 1967-1968, i 1985-1986 og senest i 2005-2006.