Der skal være bedre adgang til gas på Lolland-Falster, og derfor vil regeringen bede det statslige selskab, Energinet, om at anlægge en 115 kilometer lang gasledning fra Sydsjælland gennem Falster og til Nakskov på Lolland, oplyser Forsyningsministeriet.
- Dette er en meget stor investering, som er nødvendig for at hjælpe Lolland-Falster. Det handler om at beskytte truede arbejdspladser og om at sikre grøn omstilling i alle dele af Danmark.
- Den nye gasledning vil allerede ved etableringen give store CO2-besparelser, og på sigt bliver det en helt CO2-neutral løsning, når vi får nok biogas, skriver forsyningsminister Dan Jørgensen (S).
Prisen for at føre ledningen bliver lige under 800 mio. kr., og den skal efter planen være færdig i 2024.
Gas er betydeligt mere klimavenligt som energikilde end eksempelvis olie eller kul. Og Lolland-Falster er for nuværende et af de eneste områder i Danmark, hvor industri og beboelse ikke har adgang til gas.
Ifølge ministeriet er gasledningen vigtig ikke mindst for Nordic Sugar - tidligere Danisco og før det De Danske Sukkerfabrikker - der har større produktionsanlæg i Nykøbing Falster og Nakskov.
- Hvis sukkerproduktionen i Danmark ikke får hjælp til at omstille sig, er vurderingen, at den ville flytte til et andet sted i verden. Det ville ikke være bedre for klimaet, og det ville være katastrofalt for Lolland-Falster, skriver Dan Jørgensen.
Sukkerproduktion er ganske energikrævende, og Nordic Sugar er ifølge ministeriet Danmarks næststørste CO2-udleder med markant 162.000 ton i 2019 - svarende vil over 60.000 personbilers årlige udledning.
Det kan mindskes med omkring en tredjedel ved at omlægge til gas.
Regeringen har sammen med et flertal i Folketinget vedtaget en klimalov, der binder regeringen til at mindske Danmarks samlede udledning af CO2 med 70 pct. i 2030 sammenlignet med niveauet fra 1990.
Den grønne omstilling og de muligheder, der følger med et grønt samfund, skal nå alle egne af Danmark. Derfor ønsker @regeringDK, at en gasledning fra 2024 skal forsyne Lolland-Falster med mere klimavenlig energi ????
— Klimaministeriet (@KlimaMin) February 1, 2021
????????https://t.co/7AvpYg3Vsg#dkpol #dkklima pic.twitter.com/9LJKeIFRX0
Ritzau