VIBORG: En 61-årig beboer på et bosted i Viborg blev for et år siden stukket flere gange med en køkkenkniv i halsen og skulderen. I den sag er en 46-årig mand ved Retten i Viborg blevet idømt en anbringelsesdom på psykiatrisk afdeling på ubestemt tid.
Han er desuden blevet udvist af Danmark, oplyser anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi. Begge mænd boede på det kommunale, psykiatriske bosted, da overfaldet fandt sted.
Anklagemyndigheden gik netop efter at få den 46-årige dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling og ikke i et almindeligt fængsel. Nævninger og dommere valgte også at udvise den 46-årige mand for bestandigt. Den 46-årige udbad sig efter dommen betænkningstid i forhold til, om han vil anke.
Ritzau