Silkeborgs rutebåde dropper diesel og skal sejle på el
Ikke Tranen, som bliver den første, der ombygges til eldrift, men her Ternen på Silkeborgsøerne.
Foto: Terkel Broe Christensen, Ritzau Scanpix.

Alle på nær én:
Silkeborgs rutebåde dropper diesel og skal sejle på el

I løbet af ti år skal Hjejle-flådens rutebåde på Silkeborgsøerne omstilles fra diesel til el. Hjuldamperen Hjejlen forsætter dog på kul.

SILKEBORG: Hjejle-flåden skal i løbet af de næste fire-ti år ombygges til eldrift. Det skriver Midtjyllands Avis. Allerede til sæsonen 2021 vil den første af Hjejle-bådene, Tranen, stævne lydløst ud fra havnen i Silkeborg med batterier og en elmotor i maskinrummet - samt solceller på taget.

- Det er et stort skridt for Hjejleselskabet, men projektet ligger helt i tråd med, at vi vil tænke mere bæredygtigt, siger direktøren for Hjejleselskabet, Thomas Klostergaard, til Midtjyllands Avis.

I første omgang har Hjejleselskabet modtaget 250.000 kr. fra energiselskabet Norlys til ombygningen af Tranen. Thomas Klostergaard kan endnu ikke oplyse, hvor meget det koster at omstille skibene til eldrift.

- Men det er væsentligt dyrere at ombygge en båd end de 250.000 kr., siger Thomas Klostergaard og garanterer, at renoveringen sker i respekt for historien omkring skibene.

Bådene bliver ombygget til at kunne sejle en hel dag - 7,5 timer - på el med en gennemsnitshastighed på 6,5 knob.

Hjejleselskabet råder over ni både. Herunder verdens ældste hjuldamper, Hjejlen fra 1861. Bådene sejler i størstedelen af året i rutefart fra Silkeborg og Ry til Himmelbjerget.

ka