Bedre fiskeliv i Københavns havn på vej

Nyt partnerskab mellem By & Havn og Verdensnaturfonden skal hjælpe fiskeynglen med at gemme sig for rovdyr og dermed øge fiskebestanden og skabe et bedre havnemiljø.

KØBENHAVN: WWF Verdensnaturfonden og By & Havn indgår nu et flerårigt partnerskab, der skal forbedre levestederne for fisk og øge biodiversiteten i Københavns havn, oplyser WWF Verdensnaturfonden. 

- Københavns Havn er blevet verdensberømt, fordi vandet er så rent, at man kan bade i det, og nu glæder vi os til at vise, at havnen også er noget særligt, når det gælder livet under overfladen. Vi håber, at erfaringerne fra samarbejdet fremover kan indføres i andre havnebyer rundt om i verden og bidrage til arbejdet med Verdensmål 14, siger By & Havns adm. direktør Anne Skovbro.

Fremtidige anlæg i og omkring havnen skal fremover være så naturvenlige som muligt. Det første projekt i rækken er udsætningen af såkaldte "biohuts", der er en art hoteller og børnehaver for fisk, som hjælper fiskeynglen med at gemme sig for rovdyr og dermed øge fiskebestanden og skabe et bedre havnemiljø.

Erfaringer viser, at de giver en hurtig effekt i form af øget biodiversitet i vandet og flere fisk, som også bliver til glæde for de mange lystfiskere, som fisker langs med havnens 42 kilometer kajkant.

Målet er at gøre Københavns Havn til et endnu mere levende naturområde, som man for eksempel ser i Øresund, blandt andet fordi trawlfiskeri har været forbudt i sundet siden 1932. Økosystemet i særligt den nordlige del af sundet er kendetegnet ved stor variation i dybde og mange forskellige naturtyper. Udbredte ålegræsenge, frodige stenrev og muslingebanker er vigtige spisekamre for mange fugle, og de intakte levesteder er essentielle for de forskellige livsstadier i fiskearternes livscyklus.

ka

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev