DMI vil slippe vejrdata fri
Nu kan lyndata også hentes ned fra DMI’s API.
Foto: DMI, Peter Jacobsen, Smørum.

DMI vil slippe vejrdata fri

DMI's lyndata, havtemperaturer og vandstandsmålinger bliver nu gratis til gavn for iværksætteri og grønne løsninger.
17. NOV 2020 10.54

Over de kommende år vil DMI give fri adgang til sine vejrdata, som skal være gratis tilgængeligt for alle. I foråret frigav DMI data for vind og temperatur, mens turen nu er kommet til lyn, vandstand og havtemperatur. 

For især offshore-, energi- og byggebranchen kommer DMI's lyndata brancherne til gode og kan hjælpe virksomhederne med planlægning og varslinger om lyn i nærheden.

- Adgang til ’realtime’ lyndata øger først og fremmest sikkerheden for dem, der arbejder på vores anlæg – vi kan fx advare dem, hvis uvejr er på vej. Dernæst er lyndata nyttige, når vi skal finde årsagen til fejl eller udkoblinger i højspændingsnettet. Har der været lynaktivitet i området, skyldes fejlen sandsynligvis uvejret, siger Henning Rasmussen, gruppeleder i Energinets Kontrolcenter El.

- Vi kan også se, om uvejr nærmer sig et område, hvor elnettet, på grund af reparationer eller andet, er mindre robust, og risikoen for strømafbrydelser større. Oplever vi det, kan vi nå at reagere og indkoble linjer, inden uvejret når frem. Vi glæder os meget over, at DMI sætter lyndata fri, siger Henning Rasmussen. 

Vandstand og havtemperatur til glæde for havne

For de danske havne er det særligt DMI's data for vandstand og havtemperatur som kan komme dem til nytte. 

- Viden om den aktuelle vandstand spiller en stor rolle, især i en fjordhavn som vores, og både kaptajner, lodser, entreprenører og mange andre har brug for vandstandsdata.
Lodsen holder nøje øje med vandstanden i forbindelse med, at skibene skal lodses sikkert ind og ud af havnen, idet der kræves en vis margin under skibets køl for på sikker vis at kunne rådgive kaptajnen om anløbet, fortæller Knud Vang Nielsen, havnedirektør i Vejle Havn.

DMI's målinger foretages langs de danske kyster og inde i havne, og for at dække hele landet har Kystdirektoratet og DMI i mange år samarbejdet og delt vandstandsmålinger med hinanden. Kystdirektoratet står for ca. 30 pct. af målingerne og har en stor del af målerne langs den jyske vestkyst, hvor vestenvinden ofte raser.

Derudover  vil DMI’s Frie Data gøre det lettere at udvikle automatiske styringssystemer og vil dermed kunne bidrage til at optimere produktionen fx indenfor energisektoren. 

I en undersøgelse fra 2016 vurderer Deloitte, at gratis meteorologiske data i el-, fjernvarme- og landbrugssektoren kan give effektiviseringer for op mod 135 mio. kr. årligt. 

esl

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev