Stormflods-appel:
Hvidovre og København vil have flere kommuner og staten med til at sikre

Ny analyse peger på, at de løsninger, som hidtil har været planlagt med sikring syd for Kalveboderne, ikke er tilstrækkelige, og at de eksisterende diger ikke er nok.
12. NOV 2020 11.40

KØBENHAVN / HVIDOVRE: Dele af Københavns centrum, herunder Metroen, Christiansborg, Amager med lufthavnen og den københavnske vestegn risikerer at blive ramt, hvis der kommer en kraftig stormflod i morgen. Det er en kæmpe opgave at sikre mod stormflod, som skal løses i fællesskab, lyder det fra Københavns og Hvidovre kommuner, som derfor inviterer staten, Tårnby og andre kommuner med.

Når den næste store storm rammer hovedstaden og presser store vandmasser op fra syd, kan det medføre voldsomme oversvømmelser. I værste fald kan det betyde tab for op mod 28 mia. kr., vurderer en ny analyse, som Københavns og Hvidovre kommuner har lavet med støtte fra Realdania og Miljøministeriet.

Det er ikke kun husejere i København og Hvidovre, der vil blive ramt, men også pendlere i hele hovedstadsområdet og flypassagerer vil blive påvirket i årevis, hvilket er en af hovedårsagerne til de store samfundsomkostninger ved en stormflod. Derfor er det bydende nødvendigt, at der handles hurtigt, men kommunerne kan ikke gøre det alene, understreger teknik- og miljøborgmester i København Ninna Hedeager Olsen (EL):

- Det er ikke bare dyrt, men også helt vildt besværligt at håndtere de enorme ødelæggelser, sådan en stormflod vil medføre. Ikke bare for borgerne i København, men for hele hovedstadsregionen. Derfor er det ikke rimeligt, at få kommuner står med ansvaret og regningen alene. Staten må ind over og hjælpe med at finde finansiering og med at koordinere indsatsen på tværs af kommunegrænser.

Lynetteholm og Holmene vil hjælpe til

Analysen peger på, at de løsninger, som hidtil har været planlagt med sikring syd for Kalveboderne, ikke er tilstrækkelige, og at de eksisterende diger ikke er nok. Samtidig viser analysen, at der er en klar samfundsøkonomisk gevinst ved at sikre mod oversvømmelser, og den vil blive endnu større, hvis man tager flere kommuner med. 

- Og lad os samtidig gøre det visionært. Vi skal gribe muligheden for at udvikle en spændende kystlinje heltfra Køge Bugt Strandpark til Amager Strandpark med plads til både natur og mennesker. Så får vi også glæde af det imellem stormfloderne, siger Hvidovres borgmester, Helle Adelborg (S).

Mens der med Lynetteholm er lagt planer for sikring mod stormfloder fra nord, mangler der fortsat tilstrækkelig sikring mod de værste stormfloder, der kan komme fra syd. Ifølge analyserne vil oversvømmelserne potentielt ramme en lang række kommuner langs kysten, herunder København og Hvidovre. Med etablering af Holmene – ni øer syd for Avedøre Holme – vil de også kunne bidrage til sikringen mod syd.

    ka

    Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
    Lundgaard
    Nyhedsbrev