Skoleelever læser og regner dårligere end før

Mellem hver syvende og hver tiende elev har i de seneste nationale test klaret sig dårligt i læsning i dansk.
5. NOV 2020 7.29

Det går den forkerte vej med skoleelevers læsefærdigheder, og heller ikke i forhold til børnenes evner i matematik går det som ønsket. Det viser resultaterne af de nationale test for skoleåret 2019/2020, oplyser Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

Her er læse- og matematikfærdighederne undersøgt blandt elever i 2., 4., 6. og 8. klasse.

I den seneste test er der færre elever end tidligere, som læser på højt niveau.

Desuden er der en større andel af elever i 4., 6. og 8. klassetrin, som klarer sig dårligere sammenlignet med sidste skoleår. Mellem hver syvende og hver tiende har fået "ikke tilstrækkelig" eller "mangelfuld" som resultat i læsning i testen.

"Ikke tilstrækkelig" er det dårligste resultat, der kan opnås i testen. Derefter kommer "mangelfuld", "jævn", "god", "rigtig god", og skalaen slutter med "fremragende".

80 pct. skal være gode til a tlæse og regne

I folkeskolereformen fra 2014 er der fastsat flere mål, herunder at mindst 80 pct. af eleverne skal være gode til at læse og regne i de nationale test.

Desuden skal andelen af de allerdygtigste elever i dansk og matematik stige år for år, mens andelen af elever med dårlige resultater i de to fag mindskes for hvert år.

På de tre parametre er det gået tilbage i år, viser årets testresultater.

Senere på måneden skal undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) ifølge fagbladet Folkeskolen aflevere den endelige redegørelse til Folketinget for effekterne af folkeskolereformen fra 2014.

Det er ikke alle skoler, der har gennemført de nationale test, men resultatet er repræsentativt, oplyser ministeriet.

De nationale test er gennemført i foråret 2020, som var præget af skolelukninger og fjernundervisning på grund af coronavirussets indtog i Danmark.

Det er dog ud fra datagrundlaget ikke muligt at vurdere, om og i givet fald hvordan betydning af nedlukningen kan have påvirket årets resultat i de nationale test.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev