Flere mangler svar på coronatest – nu vil region undersøge sagerne

Flere borgere har oplevet, at de ikke har fået svar på deres coronaprøve. Nu vil Hovedstadens Akutberedskab undersøge, hvad der kan være gået galt.

HOVEDSTADEN: Region Hovedstadens Akutberedskab vil nu undersøge, hvorfor flere borgere på det seneste ikke har fået svar på deres coronatest, skriver TV 2 Lorry.

Regionens undersøgelse kommer efter, at TV 2 Lorry forleden kunne berette om en håndfuld tilfælde med borgere, der har ventet forgæves på svar, efter de er blevet testet på regionens testcenter i Ballerup.

TV 2 Lorry har efterfølgende modtaget adskillige henvendelser fra personer, der fortæller, at de har oplevet det samme. Flere af dem er bekymret og spørger, hvad der er sket med de forsvundne prøver, og hvordan fejlen kan opstå.

Region Hovedstaden oplyser, at de faktisk ikke ved, hvad der er gået galt, men at de er i gang med at undersøge sagen.

Tjekker nu fejlkilder

- Sammen med Statens Serum Institut undersøger vi alle led i kæden. Lige fra borgeren dukker op ved os, får scannet sit sundhedskort, og indtil prøveglasset skal være afleveret inde på seruminstituttet, siger Martin Fjordholt, beredskabsmanager i Region Hovedstadens Akutberedskab, til TV 2 Lorry.

Han uddyber, at akutberedskabet nu undersøger, om der er fejl i de it-systemer, de bruger til at registrere borgere og prøver i.

Akutberedskabet undersøger blandt andet, om der er sket fejl i den scanning, der foretages af sundhedskortet og prøven. Og de gennemgår hele den manuelle proces i forhold til at bringe prøveglasset fra testcenteret hen til seruminstituttet.

esl

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev