Danskernes Klima-skovfond skal nedbringe CO2 og give mere natur

Regeringen lancerer Danmarks første Klima-skovfond med en startkapital på 100 mio. kroner fra staten. Fonden gør det muligt for borgere og virksomheder at give et klimabidrag, der sikrer målbar CO2-reduktion.

Miljøminister Lea Wermelin (S) og klimaminister Dan Jørgensen (S) er nu klar med modellen for Danmarks nye Klima-skovfond, der oprettes som en uafhængig forvaltningsenhed med egen bestyrelse og egen lov, oplyser Miljø og Fødevareministeriet.

Borgere, virksomheder og fonde får mulighed for at købe CO2-enheder gennem fonden, der støtter den danske klimaindsats, og som de kan anvende i egne klimaregnskaber.

Klima-skovfonden, der er en del af sidste års finanslov, skal beregne, opgøre og overvåge klimaeffekten af de støttede projekter.

Effekten skal efterfølgende verificeres af en uafhængig tredjepart. Dermed kommer der nu et solidt og troværdigt dansk alternativ til de mange udenlandske kompensationsprojekter. Der stilles en lang række krav til Klima-skovfondens klimaopgørelser, som skal sikre, at fonden kan levere klimaprojekter af allerhøjeste kvalitet. 

En jungle

- Vi har desværre set for mange eksempler på, at klimakompensation i udlandet kan være en jungle. Nu opretter vi en fond, som med staten i ryggen kan give virksomheder og borgere tryghed for, at deres bidrag gør en reel forskel for klimaet, siger klima- energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S). 

Lanceringen af fonden bliver taget positivt imod af regeringens støttepartier, hvor fonden både hjælper den danske natur, den grønne omstilling og de danske virksomheder, der gerne vil benytte sig af klimakompensation.

- Endelig får vi sat gang i den snart ét år gamle aftale om en klima-skovfond. Med aftalen hjælper vi de danske dyr og planter, som desværre lider under at Danmark er et af de lande i Europa, der har mindst natur på vores arealer siger De Radikales miljøordfører Zenia Stampe.

- Der er desværre alt for mange eksempler på, at virksomheder og borgere, der har villet gøre en forskel for klimaet, er blevet taget ved næsen af klimaprojekter uden reel effekt. Jeg er glad for, at man med Klima-skovfonden får mulighed for at sikre konkrete, blåstemplede CO2-reduktioner, siger SF’s klimaordfører Signe Munk.

esl

 

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev