18 beboere på plejehjem blev testet positiv sidste uge

Fem smittede beboere døde. Det er de højeste ugetal siden begyndelsen af maj.

18 plejehjemsbeboere i Danmark blev testet positiv for covid-19 sidste uge, uge 38. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Samtidig er fem beboere, som var smittet med covid-19, afgået ved døden sidste uge.

Tallene er de højeste siden uge 19 i begyndelsen af maj, da 19 beboere blev testet positiv, og 19 døde. Værst stod det til på plejehjemmene i uge 14 omkring 1. april, da hele 144 blev testet positiv, og 34 døde. Det skal ses i forhold til, at det er over 40.000 beboere på plejehjem

Sidste uge steg antallet af nye smittede beboere til 15, efter at det i et par måneder havde svinget mellem nul og fem.

Otte plejehjem

De 18 ny-smittede fordeler sig ifølge seruminstituttet på otte plejehjem, seks i Region Hovedstaden, ét i Region Sjælland og ét i Nordjylland.

Dermed er nye smittetilfælde på Hybenbo i Varde ikke talt med. Her blev én beboer testet positiv lørdag og yderligere to mandag, oplyser kommunen til TV Syd.

Ifølge omtale i dagspressen har der også været smittede plejehjemsbeboere i blandt andre Lejre, Frederikshavn og Holstebro kommuner den seneste uge.

De 18 smittede blev fundet blandt 754 beboere, som fik svar på en test i sidste uge.

I alt har der under hele coronakrisen været 645 bekræftede tilfælde af covid-19 fordelt på 136 af landets 930 plejehjem, og der har været 224 bekræftede dødsfald blandt de smittede.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev