Viborg sænker skatten, vil ikke spare på lokalannoncer

Næsten-enighed om budgetaftale med løft til ældreområdet og socialområdet.
10. SEP 2020 11.44
TEMA: Budget 2021

VIBORG: "Viborg Kommune har styr på økonomien", hedder det selvbevidst i aftaleteksten til budgetaftalen for 2021, som fem af seks partier og 30 af 31 byrådsmedlemmer står bag. Budgetaftalen sænker kommuneskatten med 0,2 procentpoint fra 25,7 pct. til 25,5 pct.

Budgetaftalen viderefører sidste års løft til skoler og dagtilbud og supplerer med løft af ældreområdet og socialområdet, på henholdsvis 18 mio. kr. og 12 mio. kr. På anlægssiden er der afsat hele 1,35 mia. kr. fordelt over 2021 og overslagsårene.

Spareøvelserne i budgetaftalen begrænser sig til ca. 20 mio. kr. årligt, og det nævnes specifikt, at det ikke omfatter et tidligere luftet forslag om at undlade annoncering i lokalaviser.

Budgetaftalepartierne er Venstre, Socialdemokratiet, De Konservative, Dansk Folkeparti og SF, mens Enhedslisten står udenfor. Budgettet første- og andenbehandles i Viborg Byråd henholdsvis 16. september og 7. oktober.

 

Se budgetaftalen.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
DK Job