Statsministeriet vokser med flere ansatte og nye i regeringsudvalg

15-20 flere ansatte, ny stabschef, udvidelse af koordinationsudvalg og økonomiudvalg og et nyt coronaudvalg.

Statsministeriet skal i løbet af næste år udvides med 15-20 ansatte, fremgår det af regeringens forslag til Finansloven. Her er der fra og med 2021 afsat 18 mio. kr. i øget bevilling til Statsministeriet.

Udvidelsen vil omfatte både chefstillinger og andre medarbejdere. Samtidig har statsminister Mette Frederiksen (S) besluttet at ansætte særlig rådgiver Martin Justesen som ny stabschef for det politiske sekretariat i Statsministeriet. Det er den stilling Martin Rossen hidtil har haft.

Endvidere ændres sammensætningen af regeringens Koordinationsudvalg og dens Økonomiudvalg, der udvides med henholdsvis skatteminister Morten Bødskov (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) som fast medlemmer. Der oprettes desuden yderligere et regeringsudvalg til håndtering af coronasituationen.

Det får sundhedsminister Magnus Heunicke (S) som formand og finansminister Nicolai Wammen (S), udenrigsminister Jeppe Kofod (S) justitsminister Nick Hækkerup (S), erhvervsminister Simon Kollerup (S) og kulturminister Joy Mogensen (S) som faste medlemmer. Derudover kan øvrige ministre deltage efter behov.

mk

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
DK Job