KV21:
Åben borgmester-arena i Kolding

Følg de seneste udpegninger af spidser - og dem, der er på vej - blandt Venstre og De Konservative i Kolding, Brønderslev, Hjørring og Sorø.
26. AUG 2020 10.15
TEMA: KV21

Med tretten dages mellemrum kom to bemærkelsesværdige udmeldinger i optakten til KV21 i Kolding. Først var det den tidligere udenrigsminister og nuværende regionsrådsmedlem Villy Søvndal (SF), som erklærede sig lun på en borgmesterpost i hjemkommunen. Og tirsdag i denne uge var det Jørn Pedersen (V), som vil stoppe efter denne periode - hans tredje som borgmester.

Søvndal trak ved KV17 næstflest personlige stemmer ved regionsvalget i hele landet - 69.841 efter Stephanie Loses (V)  
89.583. At han fik 8.264 regions-krydser i Kolding gør naturligvis indtryk lokalt, hvor den mangeårige S-spids Christian Haugk også er ude af billedet, så meget nu står åbent.

I første omgang har gruppeformand Jakob Ville, der også er teknik- og miljøudvalgsformand og tidligere lokal partiformand, ifølge TV Syd meldt sig som bejler til at være V-spids.

De Konservative røg ud af byrådet ved KV17, men den tidligere udvalgsformand Knud-Erik Langhoff (K) er ifølge JydskeVestkysten nyvalgt spids og øjner en ny chance, nu hvor magtbalancen ændrer sig, med meldingen 'Vi sætter selvfølgelig ikke en rød borgmester i stolen, hvis der er et alternativ'.

I Brønderslev er borgmester Mikael Klitgaard (V) ifølge Oplandsavisen genvalgt som spids med stor opbakning. Han sidder i sin tredje periode afbrudt af en enkelt med S-borgmester - Lene Hansen. Denne gang kommer han op imod en ny S-spids i skikkelse af Bettina Bøcker Kjeldsen. V har 10 og S 11 mandater i det 27 mand store byråd.

I nabokommunen Hjørring har De Konservative genvalgt Per Møller, der er viceborgmester og formand for Sundhed-, Ældre og Handicapudvalget, som spids, oplyser vælgerforeningen. De to andre nuværende K-medlemmer i byrådet stiller også op igen. Møller fik ved KV17 2.138 personlige stemmer og blev kun overgået af borgmester Arne Boelt (S), der fik 10.257. Boelt har siddet på den post siden 2010.

I Sorø har Venstre fundet en ny spids i 37-årige politibetjent og fritidslandmand Kasper Nygaard. Rolf Clausen var spids ved de to seneste valg, men trak sig kort inden opstillingsmødet. I Sorø er det S og K, der har haft borgmesterværdigheden siden 2007 - for tiden Gert Jørgensen (K). V gik tilbage ved KV17 og har 4 ud af 25 pladser.

 

 

 

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev