Handelsbyer skal reddes med ny type samarbejde
Detailhandel er med til at give byerne liv, og derfor er den værd at værne om, mener KL.
Foto: Mads Jensen, Ritzau Scanpix

KL i nyt udspil:
Handelsbyer skal reddes med ny type samarbejde

Coronakrisen presser bymidter. Regeringen opfordres til at lovgive om lokalt samarbejde og regelforenklinger.
23. AUG 2020 13.10

Coronakrisen har accelereret flytningen af handel fra fysiske butikker til netbutikker. Derfor er risikoen for butiksdød og triste bycentre stigende.

Det er baggrunden for et nyt udspil fra KL, som er en blanding af gode råd og konkrete forslag.

Blandt forslagene er, at regeringen bør sikre et politisk flertal for at indføre lovhjemlet mulighed for at lave forpligtende såkaldte BID's, Business Improvement Districts, i Danmark.

I et BID går en række lokale parter sammen i et formelt bysamarbejde. Hvis der lokalt er flertal for det, forpligter både private og offentlige aktører sig til sammen at arbejde med aktiviteter, der fremmer vækst og skaber byliv, og alle aktører får tilsvarende medbestemmelse.

- Vores forslag er en invitation til alle aktører på området om at styrke samarbejdet. Både grundejere, investorer, ejendomsmæglere osv. har stor betydning for en bys udvikling. Vi skal samle alle relevante aktører og sætte en fælles retning. Kommunerne kan ikke redde bylivet alene, siger formanden for KL's kultur-, erhvervs- og planudvalg, Rebild-borgmester Leon Sebbelin (R).

KL foreslår også, at staten bør målrette puljemidler til at udvikle BID's i de danske handelsbyer, og at der bør oprettes en vidensenhed for privat-offentlig bysamarbejde.

BID er en organisatorisk ramme, der fremmer lokalt engagement og tilfører økonomiske ressourcer til afgrænsede geografiske byområder. I udlandet har BID-modellen været en katalysator for at skabe formaliserede partnerskaber mellem det private og offentlige til drift, vedligehold og udvikling af byrum.

Et BID etableres ved, at et flertal af grund- og/eller ejendomsejere samt erhvervslejere gennem en demokratisk beslutningsproces forpligtiger sig selv og hinanden til at betale til konkrete aktiviteter til at fremme vækst, udvikling og bylivskvalitet inden for eget område.

BID-tanken hviler således på demokratiske principper, hvor alle bidrager til at løfte bydelen og får tilsvarende medbestemmelse. Fra udlandet er erfaringen, at når et BID først har været etableret én gang, så videreføres det efter de første fem år og ofte med et større antal ja-sigere.

Kilde: KL

 

Derudover har KL en række forslag til planloven, som skal revideres i år. Der er især fokus på at sikre mindre bureaukrati i forbindelse  med detailhandelsplanlægningen og et bedre datagrundlag for den kommunale planlægning. 

Desuden foreslår  KL blandt andet at afskaffe kravet om ekstra dialog med nabokommuner ved udvidelse af aflastningscentre, bedre muligheder for kommunerne til at afgøre, hvornår en butik er 'særligt pladskrævende', og bedre muligheder for at afvise uønskede butikker.

Hele oplægges kan læses her.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev