Staten gav firmaer blankocheck til coronaindkøb

KORT NYT13. JUL 2020 6.46
TEMA: Corona

I slutningen af marts gav staten og regionerne to danske firmaer ret til at købe værnemidler for millioner af skattekroner, skriver Politiken. Begge fik fuldmagt til at indgå kontrakter i Kina på 'vegne af og med juridisk og økonomisk bindende virkning for Region Hovedstaden', der havde staten i ryggen.

De to firmaer er Maersk og Nine United i Bestseller-koncernen. Sidstnævnte fik ifølge Politiken et honorar på 2,5 pct. for alle indgåede kontrakter og blev samtidig fritaget for ansvar: 'Regionen er bekendt med, at produkterne ikke er inden for Nine Uniteds normale produktfelt, og som resultat af det kan der ske fejl', hedder det ifølge Politiken i en aftale 15. april.

Regionen handlede på bestilling fra statens kriseberedskab, Den Nationale Operative Stab (NOST). Begge oplyser til Politiken, at de normale regler for konkurrence og udbud var sat ud af spil som følge af pandemien og akut behov for udstyr. Nine United oplyser til Politiken, at man via aftalen har indgået kontrakter for i alt 760 mio. kr. Indkøbssummerne for aftalen med Maersk er ikke oplyst.

Ritzau

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt