Vicedirektør bliver forfremmet i Assens
Michael Bjørn er ny direktør.
Foto: Assens Kommune

Vicedirektør bliver forfremmet i Assens

Et kendt ansigt bliver direktør for social- og sundhedsområdet. En anden direktørstilling genopslås.
26. JUN 2020 11.57

ASSENS: Det bliver den 50-årige Michael Bjørn, der 1. august sætter sig i stolen som ny direktør for Social- og Sundhedsområdet i Assens og også træder ind i direktionen. Det har byrådet besluttet på sit møde onsdag.

Michael Bjørn er allerede et kendt ansigt, da han i dag er vicedirektør for områdets omkring 1.000 ansatte. Han har været en del af kommunen siden sammenlægningen i 2007, hvor han startede som ældrechef og senere også fik sundhedsområdet under sig i 2014, da han også blev vicedirektør.

Undervejs har han taget en master i offentlig ledelse.

Borgmester Søren Steen Andersen (V) siger, at kommunen med Michael Bjørn får en særdeles kompetent direktør med mange års kommunal ledererfaring og dyb indsigt i fagområdet.

- Michael kender tilmed organisationen særdeles godt og har gode relationer til både politikere og ansatte, ligesom han igennem årene har opnået og udbygget et stort netværk blandt borgere, foreninger, råd og øvrige samarbejdspartnere. Samtidig er Michael ekstremt resultat- og udviklingsorienteret, siger han.

Der var ti ansøgere til stillingen.

Stilling genopslås

En anden ny direktør skulle efter planen også have tiltrådt den 1. august for Uddannelse, Børn og Familie. Økonomiudvalget har imidlertid på et ekstraordinært møde onsdag taget ansættelsesudvalgets indstilling om at genopslå stillingen til efterretning.

Økonomiudvalget har desuden vedtaget, at kommunaldirektøren på udvalgets møde i august fremlægger nærmere tidsplan og proces for genopslag af stillingen, som havde fået 11 ansøgere.

Baggrunden for de to nye direktøransættelser er, at byrådet i vinter besluttede at dele velfærdsområdet op i to områder med hver sin fagdirektør i forbindelse med, at åremålsansættelsen for den daværende velfærdsdirektør udløb 30. april i år.

ak

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt