
Affald skal hellere genbruges end brændes, og derfor skal Danmark have færre forbrændingsanlæg. Samtidig skal der importen af affald nedbringes, mener regeringen.
Det er derfor udgangspunktet for de forhandlinger, som regeringen i sidste uge indledte med de øvrige partier.
Men der kan være gode grunde til at vente lidt med udfasningen, mener Marie Münster, som er professor på DTU og har forsket i affaldsimport.
Hun er helt enig i, at man af hensyn til klimaet ikke bør importere fossilt affald til forbrænding i Danmark på længere sigt. Men i øjeblikket giver det mening.
Bedre end deponi
Af flere årsager: En af dem er, at affaldet for øjeblikket kan fortrænge fossile varmekilder. En anden er, at økonomien i både affalds- og fjernvarmesektoren kan blive udfordret ved hurtig udfasning. En tredje, at det kan være bedre for klimaet at brænde udenlandsk affald i Danmark end at lade det blive i områder, som måske ikke har fjernvarme eller sender en stor del af deres affald på deponi.
- Lige nu ender meget restaffald på deponi, uden effektiv opsamling af losseplads-gasserne. Så kan det på kort sigt være ok at hente det til Danmark, når vi har ledig kapacitet. Men på sigt, når deres affaldshåndtering forbedres, og vores energisystem bliver grønnere, er det ikke ok, siger hun til DK Nyt.
Marie Münster mener desuden, at import af affald her og nu kan være gavnlig for lysten til at mindske de danske affaldsmængder:
- Jeg tror, at man rundt om i kommunerne er hurtigere til at udsortere til genanvendelse, når man ved, at økonomien er i orden, og borgernes behov for varme bliver dækket, fordi der ikke kommer til at mangle affald på forbrændingsanlægget, siger hun.
Danmark importerede 335.000 ton affald til forbrænding i 2018 (seneste tal):
- Tyskland: 169.000 ton
Storbritannien: 140.000 ton
Norge: 19.000 ton
Sverige: 5.000 ton
Irland: 2.000 ton
Samlet udgjorde det importerede affald 9 pct. af den samlede danske affaldsforbrænding.
Kilde: Miljøstyrelsen / Ritzau
Ældste anlæg skal udfases først
Professoren er også enig i målsætningen om at lukke forbrændingsanlæg. Det mest logiske vil være at lukke de mindst effektive anlæg, som typisk også er nogle af de ældste, siger hun.
- Den intelligente løsning er ikke at lukke en masse i morgen. Den intelligente omstilling er stille og roligt at udfase de dårligste og undlade at reinvestere der. Der skal også noget andet varmeproduktion op at køre i stedet, så det vil foregå over en periode, og meget skal falde på plads, siger Marie Münster.
Endelig påpeger hun muligheden for at tillade import af restaffald, hvis det ikke er fossilt, eller hvis det importeres til anlæg med såkaldt CCS, fangst og lagring af CO2. En CO2-afgift ville kunne bidrage til at sikre det.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.