
Regeringen vil suspendere 225-timers reglen for kontanthjælpsmodtagere under coronakrisen. Det oplyser beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) til DR. Reglen betyder, at kontanthjælpsmodtagere skal have mindst 225 timer på arbejdsmarkedet for at kunne modtage fuld kontanthjælp. Hvis kravet ikke er opfyldt, kan der blive trukket mellem 500 og 1.000 kr. afhængig af kontanthjælpens størrelse.
- Vi lægger op til at suspendere den såkaldte 225-timers-regel. Det mener vi er fuldstændig rimeligt i en situation, hvor det er svært for rigtig mange at finde arbejde, siger Peter Hummelgaard.
Søndag erklærede Venstre sig klar til at afskaffe reglen under coronakrisen.
- Nedlukningen af Danmark betyder, at mange bliver arbejdsløse, og der er få job at søge. Det viser de seneste ledighedstal tydeligt. Derfor er det nu rimeligt, at vi suspenderer 225-timers-reglen, sagde Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen, til Ritzau.
Tidligere på ugen erklærede Dansk Folkeparti samt regeringens støttepartier sig villige til at gøre det samme. Ifølge Peter Hummelgaard skal Folketingets partier nu drøfte en konkret model for, hvordan reglen skal suspenderes. Det ventes at ske mandag. Derefter vil der blive lovgivet om det hurtigst muligt.
Regeringen lægger ifølge beskæftigelsesministeren op til, at der bliver lovgivet med tilbagevirkende kraft, så suspensionen gælder fra 9. marts. 225-timers reglen blev indført af den tidligere Venstreregering i 2015 for at kunne få flere i arbejde. En evaluering af reglen i 2019 udført af Finansministeriet kunne dog ikke finde en effekt af reglen på beskæftigelsen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.