Digital coronatest skal aflaste læger

En ny digital selvvurdering skal hjælpe med at afklare, hvad man gør, hvis man har symptomer på corona.
24. MAR 2020 15.09
TEMA: Corona

Danmarks fem regioner er tirsdag klar med en såkaldt chatbot, som hurtigt skal hjælpe danskerne med at vurdere, om de skal ringe til lægevagten, akuttelefonen, egen læge eller blive hjemme, hvis de oplever symptomer på coronavirus.

- Den nye chatbot er en god måde til at sikre hurtig afklaring, hvis man oplever symptomer og er i tvivl om, hvordan man skal reagere, siger Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner.

Den nye digitale test kan findes på regionernes og flere hospitalers hjemmesider. Via chatbotten bliver man ifølge Danske Regioner på kort tid klogere på, hvordan man skal reagere, hvis man har symptomer på corona.

Kan aflaste lægevagten
Altså kan den forklare, om man eksempelvis enten skal ringe til egen læge eller lægevagten - afhængig af hvilke symptomer man har. Den digitale selvvurdering er også udviklet for at aflaste lægevagten og akuttelefonen, som mange ifølge Danske Regioner ringer til i øjeblikket.

Løsningen er udviklet af Region Hovedstadens Akutberedskab i samarbejde med Microsoft og deres partner ProActive A/S. Stephanie Lose understreger, at den digitale selvvurdering skal ses som et supplement til den professionelle sundhedsfaglige vurdering og rådgivning.

Den har indtil nu været online for borgerne i hovedstadsområdet, men er fra tirsdag tilgængelig på alle regionernes hjemmesider. I løbet af den første uge har knap 90.000 danskere brugt chatbotten, skriver Danske Regioner.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev