SØNDERBORG: En afgørelse fra Ankestyrelsen får Sønderborg Kommune til at gå til KL og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), med hvad man finder en oplagt urimelighed på grund af kalendermæssige tilfældigheder. I den konkrete afgørelse skal en person have efterbetalt 90.000 kr., og kommunen skal gennemgå yderligere 17 sager for at se, om der også skal ske efterbetaling i dem.
Sagen handler om, hvordan pensioner skal modregnes i ressourceforløbsydelser, og her er Ankestyrelsen ikke enig i Sønderborg Kommunes praksis. Tilsvarende er Sønderborg Kommune lodret uenig i Ankestyrelsens fortolkning af reglerne.
Uenigheden skyldes praksis for udbetaling af privat forsikring, der forudbetales den første bankdag i hver måneden, medmindre måneden starter med en weekend eller en helligdag. I så fald sker udbetalingen i stedet den sidste bankdag i måneden før.
Resultatet er, at der i nogle måneder sker dobbelt udbetaling og i nogle måneder ingen udbetaling, og i de måneder der ikke sker udbetaling, må der ifølge Ankestyrelsen ikke ske modregning i ressourceforløbsydelse. Dermed bliver det kalenderen i kombination med udbetalingspraksis, der afgør omfanget af modregning.
Meningsløst, mener Sønderborgs arbejdsmarkedsudvalgsformand Jan Prokopek (S), der mener at reglerne skal være lige for alle, uanset om man får sine udbetalinger først eller sidst i måneden. Han vil have beskæftigelsesministeren og KL på banen for at få ændret Ankestyrelsens fortolkning, som han finder i strid med intentionen i loven.
- Ellers kan man i princippet lave en aftale med sit pensionsselskab om at få udbetalt sin forsikring én gang om året, og dermed få sin ressourceforløbsydelse uden modregning de resterende 11 måneder, siger han.
mk
Sønderborg Kommune har opstillet et eksempel, der viser hvordan et udbetalingsforløb var i 2018 for en person med en ressourceforløbsydelse på 15.000 kr. og en månedlig pensionsudbetaling på 18.000 kr. Sidstnævnte svarer den gennemsnitlige forsikringsudbetaling for de 18 sager, Ankestyrelsen har udtalt sig om.
I eksemplet falder månedens første dag i en weekend i de fire måneder april, juli, september og december. I hver af disse fire måneder skal de 15.000 kr. i ressourceforløbsydelse derfor udbetales uden modregning, uanset at der i måneden før skete udbetaling for den efterfølgende måned.
Hvis derimod alle udbetalinger sker den sidste i måneden, skal der ske ens modregning i alle måneder, og det ville i eksemplet give 60.000 kr. mindre på årsbasis. Sønderborg Kommune mener, at dette må være intentionen i reglerne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.