
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) får ros af Danske Beredskaber for at invitere de kommunale beredskaber med i den Nationale Operative Stab.
Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef i Danske Beredskaber, glæder sig over, at muligheden for endnu bedre koordinering og samarbejde mellem beredskabet og andre aktører nu endelig skal realiseres.
Større hændelser i Danmark medfører nemlig ofte, at der etableres national krisestyring i National Operativ Stab, den såkaldte NOST. Her har beredskaberne indtil nu ikke været med, og derfor har der ikke kunnet skabes det bedst mulige samlede risikobillede, koordinerede indsatser og overblik over situationens løsning.
- Det er altafgørende for at sikre overblik og dermed godt samarbejde om netop denne type infrastrukturelle hændelser som fx stormflod, orkan og oversvømmelse, at vi sidder med i NOST og kan få de samlede ressourcer i spil, siger Bjarne Nigaard.
- Det giver på alle måder en mere optimal national kriseplanlægning og koordinering. Det er godt og rigtigt set af ministeren.
Danske Beredskaber har tidligere foreslået, at KL og de kommunale beredskaber får fast repræsentation i National Operativ Stab med en repræsentant fra de kommunale redningsberedskaber samt en repræsentant fra kommunernes øvrige myndighedsområder.
Det vil at sikre og styrke koordineringen mellem beredskabet på den ene side og forsvar, politi og andre civile myndigheder på den anden side i tilfælde af større kriser i Danmark, fortæller Bjarne Nigaard.
Mangesidet myndighedsansvar
- Kommunerne og deres redningsberedskab bærer et ikke ubetydeligt myndighedsansvar på en lang række områder, er ansvarlige for beredskabsindsatserne landet over og har ud over det kommunale redningsberedskab blandt andet kompetencer inden for sociale forhold, sundhed samt teknik og miljø. Så kommunerne er bestemt en væsentlig spiller i den samlede danske krisehåndtering, og derfor er det rigtigt set af ministeren at inddrage disse ressourcer i et samlet overblik.
Trine Bramsen har i øvrigt også noteret sig de kommunale beredskabers flotte indsats mod de seneste ugers voldsomme mængder vand. I et brev, der er sendt til alle redningsberedskaber i landet, takker hun de kommunale brandfolk for deres arbejde.
- I de kommunale redningsberedskaber har I ydet en omfattende og prisværdig indsats for at begrænse skaderne. Det vil jeg gerne sige jer tak for, skriver hun og fortsætter:
- Jeg er helt tryg ved jeres ledelse af indsatsen. Samtidig ved jeg, at kapaciteter ved Beredskabsstyrelsen, Forsvaret og Hjemmeværnet fortsat er klar til at støtte, hvis der opstår behov.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.