I en ny rapport har Rigsrevisionen rettet kritik mod Skatteministeriet for at føre en 'mangelfuld og svag' kontrol med statens indtægter. Det skriver Berlingske.
Af Rigsrevisionens rapport fremgår det, at der på grund af Skatteministeriets utilstrækkelige kontrol med statens årlige indtægter er en klar 'forhøjet risiko' for, at medarbejdere kan svindle.
To medarbejdere i skattevæsnet er desuden inden for de seneste år blevet bortvist og politianmeldt på grund af mistanke om svindel. Det oplyser Skattestyrelsen til avisen. De bortviste medarbejdere blev politianmeldt i henholdsvis 2015 og 2017.
Direktør i Skattestyrelsen Merete Agergaard understreger dog, at de to sager ikke direkte kan kobles til de svagheder i kontrollen med statens indtægter, som Rigsrevisionen beskriver i sin rapport. Det skyldes måden, som misbruget i de to sager er sket på.
Den ene sag drejede sig om svindel for knap tre mio. kr., mens den anden drejede sig om et beløb på mellem 1-1,2 mio. kr.
I sagen fra 2015 misbrugte en nu tidligere medarbejder sin egen og sine kollegers adgang til skattevæsnets systemer til uretmæssigt at få udbetalt et beløb til en tredjemand. Der er faldet dom i sagen, og pengene skal betales tilbage.
Sagen fra 2017 udsprang af det daværende Skat Motor. Her angav en medarbejder angiveligt nogle prisfastsættelser for lavt, hvilket ifølge Skattestyrelsen førte til manglende afbetaling på mellem 1-1,2 mio. kr.
- Den sag blev også opdaget og vedkommende bortvist og politianmeldt. Det er meget forargelige sager, og sager vi - som vi skal - har orienteret Rigsrevisionen om, siger direktør Merete Agergaard til Berlingske.
I rapporten peges der direkte på en af de svagheder i kontrolsystemet, der blev afsløret i forbindelse med Britta Nielsen-sagen. Hun er mistænkt for økonomisk svindel i Socialstyrelsen for over 100 mio. kr.
Ritzau / esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.