
I 2017 kostede trængslen på vejene og i den kollektive trafik samfundet knap 25 mia. kr. I dag er tabet vokset til over 30 mia. kr., viser en analyse fra Dansk Industri, DI. Det skriver Jyllands-Posten.
- Analysen viser, at vi halter bagefter med investeringer i infrastruktur, mener direktør Michael Svane fra DI Transport, der peger på, at vejene sander til, og at både pendlere, erhvervsliv og fritidsrejsende spilder mere og mere tid – og dermed også flere penge – i trafikken.
Han erkender, at man ikke blot kan løse alle problemer i trafikken ved at bygge flere veje og motorveje.
- Men analysen kalder på en investeringsplan, og det her er et nødråb og en opfordring til, at politikerne får sat sig til forhandlingsbordet og får lavet en investeringsplan for infrastrukturen. Den nuværende plan udløber i 2020, og trængslen er ikke længere kun et fænomen i København og hovedstaden, siger Michael Svane til Jyllands-Posten.
Han peger på problemer i Trekantsområdet, på E45 op gennem Østjylland, ligesom der er problemer på dele af den fynske motorvej – selv om man har udbygget E45 fra Aarhus til Skanderborg og lidt af motorvejen over Fyn.
Det er to år siden, at DI sidst lavede en analyse af udgifterne ved trængslen. Dengang viste det et samfundsmæssigt tab på 20 mia. kr. for trængslen på vejene. Siden har man opgjort de samfundsmæssige tab pga. forsinkelser i busser og tog til mindst 4,5 mia. kr. om året.
Transportminister Benny Engelbrecht (S) hilser analysen velkommen.
- Det er nyttigt, at de laver denne slags analyser, fordi det giver et godt billede af tingene. Og fordi det er et godt udgangspunkt, når vi næste år skal i gang med at lave en grøn investeringsplan, der skal omfatte både veje, kollektiv trafik, og cyklister, siger Benny Engelbrecht til Jyllands-Posten.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.