
KOLDING: Det var kæmpestort, da et stort flertal i Kolding Byråd sidste år vedtog en havneplan, som nedlagde erhvervshavnen med udgangen af 2043. Planen splittede byrådets socialdemokrater, og betænkeligheder var der nok af, men kæmpeforliget mødte kun sporadisk modstand ved afstemningen. Tidligere borgmester Per Bødker Andersen (S) og Elvis Comic (S) stemte begge imod forslaget dengang.
Nu er forligskredsen bag beslutningen eroderet med flere partiers frameldinger. Mandag meddelte Enhedslisten, SF og løsgænger Hanne Dam (eks-S) på et pressemøde deres brud med aftalen, og tirsdag fulgte Socialdemokratiet.
Det sker samme dag, som borgmester Jørn Pedersen (V) mistede sit absolutte flertal med Merete Due Paarups partiskifte fra Venstre til De Radikale.
- Det et år gamle havneforlig, der blev indgået mellem alle byrådets partier i november sidste år, er reelt faldet til jorden med et brag, efter at SF og Enhedslisten har brudt forliget. Dermed er byrådet havnet i en ny situation, hvor man set med socialdemokratiske briller er nødt til at starte helt forfra, siger S-gruppeformand Poul Erik Jensen til JydskeVestkysten.
Havneforliget fra 2018 blev indgået udenom - og til stor fortrydelse for - havnens virksomheder, og det er ikke mindst den beslutning, som har naget byrådsmedlemmer, som foretrækker en ny dialog om den langsigtede fremtid for Kolding Erhvervshavn.
- Jeg mener, at vi fortsat skal arbejde på at binde by og havn tættere sammen, men der vil fortsat være mulighed for virksomheder på havnen de næste mange år. Nu er det vigtigt med en proces, hvor vi også har havnens virksomheder med i forløbet. Det var ikke tilfældet for et år siden, hvor havnens virksomheder oplevede havneforliget som et overraskelsesangreb, siger Poul Erik Jensen til JyskeVestkysten.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.