Forældre, der er gået fra hinanden og strides om de fælles børn, skal vente op til 18 uger på at komme til ind til det første møde i Familieretshuset. Det skriver Jyllands-Posten.
Familieretshuset står for at mægle og træffe afgørelser, når forældre er uenige om barnets bopæl, samvær eller forældremyndighed.
Familieretshuset oplyser ifølge Jyllands-Posten, at forældre skal vente fem til seks uger på en mødeindkaldelse og dernæst 10-12 uger på selve mødet.
Dermed er ventetiden steget yderligere fire uger siden juli, hvor social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) udtalte, at hun ville sætte flere kræfter ind for at nedbringe ventetiden.
I loven står der, at mødeindkaldelse skal finde sted så vidt muligt inden for ti hverdage. Den lange ventetid møder kritik fra Børns Vilkår.
- Det er meget skadeligt for børnene at være fanget i forældrenes konflikt i så lang tid, siger juridisk seniorrådgiver Ingrid Hartelius Dall til Jyllands-Posten.
- Samtidig skaber det stor usikkerhed for dem, når de ikke kan få en afklaring på de ting, som er afgørende for deres hverdag, såsom hvor de skal bo, om de skal skifte skole, og om de kan blive ved med at have deres venner tæt på.
Har afløst statsforvaltningen
Familieretshuset åbnede i april i år og afløste den tidligere statsforvaltning. Formålet var blandt andet at komme de daværende sagsbehandlingstider til livs. Desuden var ønsket, at barnet nu skulle i centrum.
Astrid Krag erkender i en skriftlig kommentar til Jyllands-Posten, at situationen ikke er god.
- Det er alvorligt, at familier, der står i en svær situation, skal mødes med så lange ventetider.
- Desværre kigger vi - trods en ihærdig indsats og flere penge - ind i, at det bliver værre, før det bliver bedre igen, skriver hun.
Astrid Krag igangsatte i juni tiltag for at mindske ventetiden. Regeringen har øremærket 117 mio. kr. på næste års finanslov til at ansætte flere sagsbehandlere. Hun vil desuden have en analyse af systemet.
- Det må dog desværre forventes, at ventetiden fortsat vil stige i 2020, skriver hun til Jyllands-Posten.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.