
De to tidligere profiler for Liberal Alliance Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund danner nu partiet Fremad.
Det sker som en konsekvens af, hvad de to betegner som 'en borgerlig glidebane', hvor symbolske udlændingestramninger er gået for vidt på bekostning af retssikkerheden.
- Danskerne vil gerne have en stram udlændingepolitik. Det har vi forståelse for, og det går vi også ind for. Dét, vi siger, er, at den også skal være præget af fairness og retssikkerhed. Det er den justering, vi gerne vi have, siger det ny partis formand, Simon Emil Ammitzbøll-Bille:
- Med de partier, vi i dag har i blå blok, er der et ret enslydende svar på spørgsmål, der vedrører retssikkerhed, personlig frihed og udlændingepolitik. Derfor mener vi, det vil være en styrkelse for blå blok, at der også kommer et mere nuanceret svar og et mere liberalt svar på de spørgsmål.
Udover en 'fair og fast' udlændingepolitik vil partiet Fremad som mærkesager have et mere positivt syn på EU, at levere svar på klimaudfordringerne, et økonomisk konkurrencedygtigt Danmark samt give 'frihed til forskellighed'.
Partiet peger på Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen som statsminister efter et valg.
Det er mindre end tre uger siden, Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund med to døgns mellemrum meddelte, at de forlod Liberal Alliance efter begge at have været ledende figurer i partiet gennem en årrække.
Partiet Fremad vil allerede fra stiftelsen have sæde i Folketinget, da Simon Emil Ammitzbøll-Bille opnåede at blive valgt for Liberal Alliance ved folketingsvalget i juni.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.