SØNDERBORG: En 61-årig mand er dømt for mandatsvig efter fra 2015-2018 at have sendt sine egne og datterens biler på værksted, bad dem sende regninger for 82.000 kr. til kommunen, hvor han godkendte fakturaerne, skriver JydskeVestkysten.
Manden var daglig leder af en kommunal afdeling, der rådede over en flåde af køretøjer. Så når han fik sine private biler - herunder en BMW, en Mercedes sportsvogn, en ældre rallybil og datterens lille VW - serviceret, fik han værkstedet til at ændre registreringsnummer på fakturaerne. Han godkendte som budgetansvarlig siden selv fakturaerne, der blev så betalt af kommunen.
Syd- & Sønderjyllands Politi har tidligere efterforsket helt tilbage til 2011 - for et noget større beløb, men har måttet opgive at få den del med i Retten i Sønderborg.
Manden nægtede sig skyldig, men han modtog dommen på fire måneders betinget fængsel - med en prøvetid på to år. Han skal også udføre 100 timers samfundstjeneste og betale værkstedet de 82.000 kr. Bilfirmaet har nemlig betalt kommunen for tabet. Et tip fra en værkfører førte til opklaringen, og chefen blev bortvist fra sin kommunale arbejdsplads.
Kommunen har skærpet ledelsestilsynet de steder, hvor ledere selv forestår en væsentlig del af bogføringen, oplyser kommunen.
- Som direktør for virksomheden Sønderborg Kommune og forvalter af skatteydernes penge er jeg godt tilfreds med, at domstolen slår hårdt ned på handlinger som denne. Da vi blev gjort opmærksom på mistanken om falske fakturaer, skred vi straks til en tjenstlig samtale, bortvisning og politianmeldelse. Vi ser med stor alvor på sager som disse og kan derfor kun være tilfredse med, at domstolene også gør det, siger kommunaldirektør Tim Hansen i forbindelse med domsafsigelsen.
HR- og arbejdsmiljøchef Aase Henriksen supplerer:
- Vi har et system, som grundlæggende er baseret på tillid, og heldigvis oplever vi meget sjældent svindel. Derfor vil vi også fremover håndtere økonomien med udgangspunkt i, at vi har tillid til medarbejderne. I forbindelse med denne sag har vi imidlertid valgt at justere vores interne procedurer, så der er skærpet ledelsestilsyn de steder, hvor det er lederen selv, der forestår en væsentlig del af bogføringen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.