Når vagthunden kræver at blive håndfodret

24. okt 2019, 14:02
KLUMME Endnu en illustration af, hvor absurd en konstruktion statsdrevne eller -finansierede medier overhovedet er.

Radio24syv har kunnet og kan en uges tid endnu mønstre mange fortræffeligheder, men proportionssans er ikke en af dem. Det har altid været alt eller intet, verden mod 24syv, når noget kom på tværs.

Indrømmet, processen med vilkårene for den oprindelige sendetilladelse, den på FM4-frekvensen, var sjældent uskøn, men borgerforslag? Helt ærligt. Her kræver man armslængde, og så vil man have sagen direkte ind i folketingssalen.

Det var i april, og det er ikke nogen overdrivelse, at man på 24syv og nærmeste omegn var himmelfaldne af forbløffelse over, at forslaget ikke fik de nødvendige 50.000 underskrifter i løbet af en god uges tid. Sådan er det, når man kun omgås ligesindede, så opdager man aldrig, at der er en verden uden for den københavnske medieboble, hvor interesserne er nogle helt andre og kun i ringe omfang omfatter en hovedstads-nærradio.

Alligevel var 24syvs fortræffeligheder som allerede nævnt af en kaliber, så det ud af det blå blev besluttet at opfinde et ekstra-udbud, som 24syv så kunne gå efter. Hvis noget nogensinde har fortjent betegnelsen 'skræddersyet', så var det det, og da tvivl i forvejen ikke var noget, der lå til 24syv-folkene, tog de det mere eller mindre for givet, at de nok skulle vinde DAB-udbuddet. 

Det gjorde de så ikke, og det er sigende for den ikke altid lige velfunderede selvfølelse, at automatreaktionen var, at det måtte være et resultat af en politisk konspiration mod dem. Et ønske om at knuse 24syv, som ikke i sit verdensbillede kunne rumme den mulighed, at det hele ikke drejede sig om 24syv, men om den faktiske vinder af udbuddet. 

Et verdensbillede, 24syv ikke var alene med, men delte med den københavnske medieboble, der i forvejen for længst har udnævnt 24syvs arvtager på FM4-frekvensen til Radio Bonderøv og det, der er værre. Da Loud vandt DAB-udbuddet, var nyheden, at 24syv havde tabt, og der er på journalist-/politikerintranettet (Twitter) blevet gjort endeløst grin med alt, man har kunnet falde over i vinderens ansøgning.

At 24syv temmelig åbenlyst ikke har haft nogen dyb forståelse for, hvordan offentlige udbud fungerer, har til gengæld kun udløst kritik af udbuddet, af reglerne, af dem der traf afgørelsen og så videre, men ikke af den ansøger, der tilsyneladende ikke kendte spillet og i hvert fald ikke godt nok til at vinde det. Hvad der desuden er helt mærkeligt i diskussionen er, at de muligvis lidt tilfældige kriterier i udbuddet måles op mod en ikke-eksisterende højere retfærdighed, som man jo skal huske heller ikke på nogen måde forekommer i de markedsvilkår, som man netop slipper for, når man får pengene af staten i stedet for at skulle gøre sig fortjent til dem hos forbrugerne på daglig basis.

Endnu en illustration af, hvor absurd en konstruktion statsdrevne eller -finansierede medier overhovedet er. Demokratiets vagthund håndfodret af dem, den skal forestille at kontrollere.

Det er desuden en selvstændig pointe, at i samme døgn som den københavnske medieboble imploderede i udbuds-skuffelse, blev 150 stillinger besluttet nedlagt i Jysk Fynske Medier, hvor man er forskånet for udbudsregler og i stedet lever med markedsvilkårene. Man noterede sig det, men det ville være synd at sige, at det tog scenen fra 24syv, som uanset et vist lytterantal ude i landet har sin helt overvældende lyttetid i hovedstadsområdet, hvor de ansatte jo i øvrigt også selv færdes.

I sådan et lukket kredsløb kan man nemt forveksle udløb af et tidsbegrænset job i København med et morderisk overfald med blod overalt og 13 dræbte i Paris. De første bæreposer med 'Je suis 24syv' er allerede dukket op, jævnfør det indledningsvis nævnte om proportionssansen.

Nogen der har set 'Je suis Jysk Fynske Medier' nogen steder?

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Fordi mennesker betyder alt
}
Stillinger fra dkjob

Se alle aktuelle stillinger

Ritzau
Mest læste

Klummen af Michael Kjærgård