
ODDER: Kommuner investerer nu millioner af kroner i klimatilpasningstiltag, som blandt andet skal forebygge oversvømmelser. Det sker for eksempel i Odder, hvor problemer med åen, der flyder over sine breder, nu bliver løst.
Odder Kommune har vedtaget en klimatilpasningsplan til 12 mio. kr., som blandt andet går ud på at bremse vandet, inden det når ind i byen.
- Vi har planer om at lave en jordvold op i cirka tre meters højde, hvor vandet kan komme op, og så vil vi også lave et tilbageholdelsesbassin, som skal bremse vandet, siger Ole Lyngby Pedersen (V), der er formand i Miljø-, Teknik,- og Klimaudvalget til TV2 Østjylland.
Det er et enigt byråd, som står bag planen, så det er kun regler og godkendelser, der mangler.
- Det er jo der, hvor jeg som praktiker gerne så, at vi var kommet i gang for længe siden, men sådan er det bare ikke. Der er eksempelvis fredninger, der skal tages hensyn til, siger Ole Lyngby Pedersen til TV2 Østjylland.
Har haft store konsekvenser
Kommunen sætter alt dette i gang for at undgå de store konsekvenser, vandstigningen har for borgerne langs åen.
Ét af de eksempler, som stadig står klart i erindringen hos mange i Odder, er sidste år i august, hvor et skybrud oven på mange måneders tørke fik åen til at flyde over sine bredder. Her var det især Odder Museum, der tog skade.
- Vi havde blandt andet alle gulvbrædder oppe, for at tjekke at det tørrede, som det skulle. Alt i alt kostede oversvømmelsen os omkring 100.000 kr., siger Klaus Markmann Jensen, der er museumsinspektør på Odder Museum, til TV2 Østjylland.
Sidste års hændelse præger stadig museumsinspektøren. Derfor er han glad for, at der snart kommer styr på vandmængderne.
- Jeg holder øje med vejrudsigten – hver gang det regner meget, går vi og ryster i bukserne, så det bliver en stor lettelse, når vi ikke skal bekymre os om dette længere, siger Klaus Markmann Jensen.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.