
HERNING: Seks colombianere er onsdag eftermiddag ved Retten i Herning hver især blevet idømt 2,5 års fængsel og udvisning af landet for bestandig i en spektakulær sag om tyveri af hospitalsudstyr.
Den 23. februar midt om eftermiddagen blev Regionshospitalet i Herning udsat for et noget specielt indbrud, hvor der blev stjålet hospitalsudstyr til en værdi af cirka 13 mio. kr. Bag tyveriet stod seks colombianere, tre mænd og tre kvinder, i alderen 30-57 år.
De seks personer havde få timer forinden besøgt Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, hvor de havde planlagt at stjæle lignende udstyr til en værdi af op imod 17 mio. kr. Det mislykkedes dog, da de ikke kunne finde udstyret på trods af, at de to dage forinden havde været inde på sygehuset og rekognoscere.
Allerede samme aften blev fire af personerne anholdt af Sydøstjyllands Politi på et hotel i Kolding og dagen efter fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet. Sydøstjyllands Politi overdrog herefter sagen til politiets specialenhed Særlig Efterforskning Vest, SEV, der efterforsker særlig kompliceret og grænseoverskridende kriminalitet.
På baggrund af efterforskningen fandt SEV frem til yderligere to personer, en nu 40-årig kvinde og en nu 54-årig mand, der på baggrund af en international anholdelsesbeslutning blev hentet hjem fra Spanien henholdsvis 4. april og 30. april, hvorefter de blev varetægtsfængslet i Danmark.
Tyvekosterne fra Herning Sygehus blev senere opsporet af SEV i forbindelse med samarbejde med tysk politi, og alle kosterne er nu bragt retur til Regionshospitalet i Herning.
I forbindelse med efterforskningen har SEV haft et tæt samarbejde med flere europæiske lande. I den forbindelse er der pt. en vurdering i forhold til udlevering af nogle af de dømte til andre europæiske lande, hvor der er mistanke om lignende tyverier for sammenlagt 450 mio. kr. fra hospitaler.
MG
Opdateret onsdag kl. 16, efter dommen er afsagt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.