Regeringen vil give udsatte borgere gratis tandpleje
Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Regeringen vil give udsatte borgere gratis tandpleje

42 pct. af de socialt udsatte har færre end 20 tænder tilbage.
3. OKT 2019 14.45

I afsnittet om udvidet velfærd i regeringens finanslovsudspil, finder man også et ønske om en ekstra indsats over for udsatte og mere specifikt deres mundhygiejne.

Regeringen lægger nemlig op til et målrettet og og vederlagsfrit tandplejetilbud til den mest udsatte gruppe af borgere. Ifølge Tandlægeforeningen er der stor sammenhæng mellem social status og tændernes beskaffenhed, og 42 pct. af de socialt udsatte har færre end 20 tænder tilbage. Hos resten af befolkningen gælder det fem pct.

Ifølge finanslovsforslaget skal målgrupppen have den hjælp, de har brug for med en del af en pulje på 60 mio. kr. årligt fra 2020-2023, som også skal bruges til blandt nødovernatningstilbud. Regeringen vil blandt andre inddrage KL i det videre arbejde med udmøntningen.

Dette arbejde melder Tandlægeforeningen sig også klar til at deltage i. Den foreslår blandt andet kommunalt forankrede sociale tandpinevagter til behandling af akutte tandproblemer for udsatte og hjemløse.

- Det er en god start, og vi ser frem til at diskutere den konkrete udformning af tandplejetilbuddet til de socialt udsatte borgere i Danmark, lyder det fra foreningens formand, Susanne Kleist.