Antallet af ledige har stort set ikke ændret sig fra juli til august. I august lå bruttoledigheden på 104.800 fuldtidspersoner, og dermed ligger ledighedsprocenten forsat på 3,8 pct. af arbejdsstyrken, viser tal fra Danmarks Statistik.
Bruttoledigheden har stort set været uændret siden slutningen af 2018. Fra juli til august faldt antallet af ledige med 285 personer.
Når Danmarks Statistik måler bruttoledigheden er det baseret på registertal over, hvor mange 16-64-årige, der har modtaget dagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse - selv om de betragtes som jobparate. Dermed består gruppen af nettoledige og personer i aktivering. Gruppen opgøres i fuldtidspersoner.
Ikke krise
Cheføkonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv peger i en kommentar på, at ledigheden er steget svagt i år med godt 1.500 personer siden starten af året og kalder det 'desværre et håndgribeligt tegn på, at arbejdsmarkedet er blevet ramt af en mindre opbremsning'. Stigningen i ledigheden og den lavere jobvækst kan været et tegn på, at den globale afmatning så småt er begyndt at smitte af på dansk økonomi, mener han.
- Når virksomhederne skruer ned for nyansættelserne, så er det normalt, fordi aktiviteten i dansk økonomi er bremset op. Den ekstraordinære usikkerhed, der i øjeblikket præger de økonomiske udsigter både herhjemme og i udlandet, kan dog også i sig selv have mindsket virksomhedernes lyst til at øge antallet af medarbejdere, skriver Tore Stramer.
Cheføkonom Erik Bjørsted fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd peger på, at arbejdsstyrken vokser i nogenlunde samme takt som beskæftigelsen. Derfor falder arbejdsløsheden ikke, selvom beskæftigelsen vokser.
- Så længe beskæftigelsen vokser, kan man ikke tale om nogen krise herhjemme. Virksomhederne er dog på grund af usikkerheden om brexit og handelskrigen mellem USA og Kina begyndt at holde igen med nyansættelser. Det lægger naturligvis en dæmper på jobfremgangen den kommende tid, og samtidig bliver det endnu vanskeligere at få arbejdsløsheden til at falde, skriver Erik Bjørsted i en kommentar.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.