ESBJERG: En powerpoint på en temadag med budskaber som 'gå ikke den politiske vej', 'kend din plads', og 'hold dig fra pressen' er blevet en politisk varm kartoffel i Esbjerg, hvor kommunens ansatte nu i et nyhedsbrev skal orienteres om deres ret til ytringsfrihed.
Sagen er ifølge Ugeavisen Esbjerg rejst af byrådsmedlem Anne Marie Geisler Andersen (R), der fik tilsendt et foto, som en af medarbejderne på temamøde i familieafdelingen havde taget af den famøse powerpoint. Efterfølgende har både hun selv og ugeavisen forsøgt at få nogle af deltagerne på mødet til at stå frem, men forgæves.
- Det tør de ikke. Jeg har tidligere hørt om ansatte, der grundet advarsler eller trusler oppefra ikke turde ytre sig, men tænk sig, at man ikke engang tør sige, at man har hørt et oplæg i arbejds medfør. Det er jo helt vildt, så må man virkelig føle sig kuet, siger Anne Marie Geisler Andersen til Ugeavisen Esbjerg.
Hun gik i første omgang til direktør Lise Willer i Borger & Arbejdsmarked, men fik her ifølge eget udsagn 'at vide at jeg ikke skulle køre det op', siger Anne Marie Geisler Andersen til ugeavisen. Lise Willer siger til dknyt, at udtalelsen skal ses i sammenhæng med, at hun blev fuldstændigt overrumplet af Anne Marie Geisler Andersens henvendelse, og at hun på det tidspunkt ikke kendte til hverken sagen eller powerpointen.
Sagen blev efterfølgende taget op på et møde med deltagelsen af to direktører og blandt andre børne- og familieudvalgsformand Diana Mose Olsen (SF), som bagefter sagde, at hun 'ville (...) have formuleret det anderledes', men har i øvrigt 'ikke en oplevelse af, at vi generelt har medarbejdere, der ikke tør henvende sig', siger hun til Ugeavisen Esbjerg.
Også økonomiudvalget kommer til at beskæftige sig med sagen, 'og så arbejder direktionen videre med det', siger borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) til ugeavisen og understreger både sin tillid til ledelsen og de ansattes ytringsfrihed. Men 'det handler ikke om at udstille at nogen har gjort en fejl, det handler om at tage fat i det der er sket, lære af det og justere fremadrettet', siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.