Midtjylland mangler læger i psykiatrien: Vikarer for 24 mio. kr.

Dyrere end fastansatte, men en nødvendighed.

MIDTJYLLAND: Lægemangel i Region Midtjyllands Voksenpsykiatri kostede fra maj 2018 til april 2019 24,5 mio. kr. til lægevikarer, viser tal fra regionen. Det er 5 mio. kr. mere end året før, skriver TV2 Østjylland.

Ifølge ledende overlæge Farahna Harees er lægevikarer en nødvendighed for at få hverdagen til at hænge sammen på afdelingen. For afdelingen kan ikke få alle de faste stillinger besat, og prisen for lægefaglig arbejdskraft gennem vikarbureauer er højere, end hvis lægerne var fastansat. Til gengæld er der ingen vej uden om. Psykiatrien har i en årrække haft svært ved at skaffe speciallæger på området.

- Det er svært at sige entydigt, hvad det skyldes, men vi arbejder i hele landet på, at specialet bliver attraktivt. Lige nu er der et marked nationalt for vikarer - og det understøtter vi, fordi vi hyrer dem. Og når man kreerer en efterspørgsel, så skaber man et marked, siger direktør Tina Ebler fra Psykiatri og Social i Region Midtjylland til TV2 Østjylland.

Ifølge regionen vil der gå mellem tre og fem år, før der er uddannet speciallæger nok til at dække behovet i psykiatrien. Tina Ebler ser dog positive takter. Hun vurderer, at flere unge læger vælger psykiatri som speciale.

- Vi ser en øget tilstrømning af uddannelseslæger, så det er positivt. Men der går nogle år, før de er uddannet. Så problemet vil forhåbentligt mindskes i de kommende år, siger hun.

 

mk

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev